Stjernehimlen i juli 2025
Himlen mod nord ved astronomisk midnat 1. juli. Bemærk at man kun kan se de klareste af de afbildede stjerner.
Himlen mod nord ved astronomisk midnat 31. juli.
Juli er den midterste af de tre sommermåneder, og det man især lægger mærke til på nattehimlen er, at de svageste stjerner ikke kan ses. Det er sommer på vore breddegrader, og Danmark ligger så højt mod nord, at der er lyse nætter. I begyndelsen af juli er der kun gået godt en uge siden sommersolhverv, men sidst på måneden er vi kommet så langt frem på sommeren, at der så småt igen begynder at bliver mørkt omkring astronomisk midnat.
Bemærk at astronomisk midnat på grund af sommertiden først falder omkring kl. 01 lidt afhængigt af, hvor i landet man bor. Fra Bornholm til Esbjerg er der næsten ½ times forskel på, hvornår det er astronomisk midnat.
Afhængig af hvor i Danmark man bor, begynder og slutter de lyse nætter på forskellige datoer. På Danmarks sydligste punkt – Gedser Odde på Falster – slutter de den 4. august. På det nordligste – Nordstrand 2½ kilometer vest for Grenen – slutter de den 15. august.
Det er især på himlen i nordlig retning, at der kun er nogle få stjerner. Stjernerne er dog ikke forsvundet; de kan blot ikke ses, fordi Solen kun kommer et begrænset antal grader under horisonten, hvilket netop er årsagen til de lyse nætter.
En anden årsag til de få stjerner er, at en stor del af nordhimlen på denne årstid har et tilsyneladende tomt område mellem Store Bjørn og Kusken. Det tomme område fremgår tydeligt af kortene og udgøres af stjernebillederne Giraffen og Lossen, hvis stjerner alle er så lyssvage, at de forsvinder på den lyse himmelbaggrund. Den eneste klare stjerne er Capella i Kusken.
Når de lyse nætter sidst på måneden nærmer sig deres afslutning, begynder Perseus, Cassiopeia, Andromeda og Pegasus så småt at vise deres kontur på nordøsthimlen. I løbet af måneden kan man nemlig tydeligt se, hvordan det gradvist bliver mørkere og mørkere omkring astronomisk midnat.
Ved sammenligning af de to ovenstående kort bemærker man hurtigt, hvordan stjernehimlens udseende har ændret sig i løbet af en måned. Jorden bevæger sig en omgang om Solen i løbet af et år. Jordens bane er elliptisk, men excentriciteten er så lille, at banen næsten kan betragtes som cirkelformet. Afstanden mellem Jorden og Solen kaldes en astronomisk enhed og svarer til 149.597.870 kilometer. Ved at bruge formlen for en cirkels omkreds (2 × π × r) findes, at Jorden hvert år tilbagelægger en afstand på 940 millioner kilometer. Pr. dag bliver det til ca. 2,6 millioner kilometer og pr. time til ca. 107.000 kilometer, svarende til 30 kilometer i sekundet. Denne enorme hastighed kan vi ikke mærke, men vi kan indirekte se den, for i takt med at vi bevæger os rundt om Solen, bliver synsretningen til stjernehimlen ændret. En cirkel inddeles i 360°, hvilket indebærer, at vi hvert døgn bevæger os ca. 1° frem i banen, og at synsretningen til stjernerne derfor ændres tilsvarende. I løbet af én måned bliver det til 30°, hvilket netop kan ses af f.eks. Capella, hvis position er forskudt med disse 30°, når den betragtes på samme tidspunkt af døgnet først og sidst i juli.
Udsynet mod nord er ikke imidlertid så kritisk, for udover de 30° pr. måned bliver stjernehimlen i løbet af døgnet også forskudt med 15° pr. time på grund af Jordens rotation om sin akse. Alt hvad der befinder sig mod nord bevæger sig længere op på himmelen mod øst, og hvis natten varer længe nok, kommer det også til at stå mod syd. Man skal således blot vente til senere på natten eller senere på året.
Dette var dog ikke muligt i juli 2020, hvor kometen C/2020F3 NEOWISE på trods af de lyse nætter tydeligt kunne ses med det blotte øje lavt på nordhimlen med en lysstyrke på mag. 0,5. Det blev den klareste komet på Jordens nordlige halvkugle siden komet Hale-Bopp i 1997. De korte nætter i juli betød desværre, at kometen kun kunne ses i de få mørke timer omkring astronomisk midnat.
Fra Munkebjergskolens Observatoriums tagterrasse kunne C/2020F3 NEOWISE lige netop ses hen over skolens tag.
Hale-Bopp, som fik katalognummeret C/1995 O1, kunne ses med det blotte øje i næsten 1½ år, hvilket var den længst registrerede synlighedsperiode siden komet C/1811 F1, som bedst kendes under tilnavnet Den store komet i 1811. Den var synlig i omkring ¾ år.
Den store komet i 1811.
Den store komet i 1811 blev endda set af Danmarks mest berømte forfatter. Da H. C. Andersen var seks år, oplevede han en astronomisk begivenhed, som gjorde et så stort indtryk på ham, at han omtaler den i Mit Livs Eventyr. I oktober kunne den ses hele natten og den lyste som de klareste stjerner og havde to haler, der strakte sig over en stor del af himmelhvælvingen.
H.C. Andersen, Mit Livs Eventyr side 11. Gyldendalske Boghandel. Tredje udgave 1908 sammenholdt med originaludgaven 1855.
H. C. Andersens far havde naturligvis ret i sin forklaring men på trods af, at Tycho Brahe, Halley og andre astronomer for længst havde givet en videnskabelig forklaring, besad mange almuefolk på den tid fortsat den gamle kometfrygt, som havde eksisteret siden oldtiden, og især efter at bogtrykkerkunsten blev opfundet, rejstes der en sand storm af kometfeber, som fandt næring i småskrifter og skillingstryk, hvor lægfolk kunne læse om de kommende rædsler og samtidig se billeder af de ulykkesbebudende kometer, der måske slet ikke var så imponerende alligevel, når de kunne ses på himlen. Træsnittene viste kæmpestore kometer med utroligt lange haler, og den ledsagende tekst udpenslede alle ulykkerne: hedebølge, tørke, oversvømmelse, stor dødelighed de næste tolv år, pest osv.
Theatrum Cometicum, Amsterdam 1668. Træsnit af Stanilaus Lubienietski. Med komet, tordenvejr, ildebrand og panik. Bemærk at kometen vender forkert. Solen er under horisonten, og komethaler peger altid væk fra Solen.
Når man vender ryggen mod nord og i stedet ser mod syd, forekommer himlen mørkere, så her er der lidt flere klare stjerner. Tre af disse danner en stor ligebenet trekant højt på himlen. Der er tale om Vega i Lyren, Deneb i Svanen og Altair i Ørnen, som tilsammen kaldes Sommertrekanten, men eftersom trekanten består af stjerner fra tre forskellige stjernebilleder, er den ikke i sig selv et rigtigt stjernebillede, men derimod en såkaldt asterisme. Mælkevejen går gennem Svanen og Ørnen, og faktisk ligger dens klareste område på nordhimlen i denne retning. Det er dog først sidst på måneden, at himlen er så mørk, at Mælkevejen kan ses. Hvis man derimod er på ferie på sydligere himmelstrøg, er der ikke lyse nætter, så her er det i stedet den kunstige belysning på feriedestinationen, som sætter begrænsningen. Kortet herunder viser hele himlen fra danske breddegrader.
Himlen fra danske breddegrader ved astronomisk midnat midt i juli med Svanen, Lyren og Ørnen fremhævet. De to små svage stjernebilleder Pilen og Delfinen mellem Svanen og Ørnen er vanskeligere at se, men deres markante form skiller sig alligevel ud blandt de øvrige svage stjerner. Til gengæld kan både Karlsvognen og Cassiopeia på nordhimlen tydeligt ses. Ligesom på de to kort over nordhimlen er der afbildet flere stjerner, end man i virkeligheden kan se midt i sommerens lyse nætter.
Planeterne er ikke indtegnet på de foregående kort, og samtidig er de to første over den nordlige del af himlen, hvor planeterne sjældent optræder. Kortene gælder for astronomisk midnat, og som det ses af tabellen, er planeterne enten gået ned eller ikke stået op endnu på dette tidspunkt. Undtagelsen er Pluto, men det har en naturlig forklaring, at den ikke er afsat på stjernekortet. Saturn og Neptun står dog op ganske kort tid før astronomisk midnat og i slutningen af måneden endnu tidligere. Mere herom senere.
Solens og planeternes op- og nedgangstidspunkter i juli 2025.
Pluto bliver ikke nærmere omtalt under gennemgangen af planeterne, selv om den er i opposition den 25. juli. Det skyldes, at oppositionen finder sted ved en deklination på ÷23° i Stenbukken, dvs. kun godt 10° over horisonten, og desuden ligger lysstyrken på mag. 15.
Pluto i opposition den 25. juli.
Pluto ved pilen. Synsfeltet er 1°.
Billedet herover fra Stellarium den 25. juli 2025 ligner jo næsten de oprindelige plader, som Clyde Tombaugh optog for 95 år siden. Tombaugh havde det lidt sværere, for dengang var der ingen pile, som pegede på Pluto. De blev først sat på, da Tombaugh efter en meget grundig gennemgang af pladerne fandt en lillebitte stjerne, som havde flyttet sig.
Tombaughs originale optagelser.
Omtalen af Pluto er ikke helt tilfældig, for den 21. maj offentliggjorde et hold astronomer fra Princeton University opdagelsen af en af Plutos ”søskende”. Det var lille dværgplanet, 2017 OF201, der i øjeblikket befinder sig i en afstand på 90,5 astronomiske enheder. Opdagelsen er foretaget på baggrund af 19 observationer gennem de seneste 7 år. 2017 OF201 er det næststørste transneptunske objekt, der er fundet i en sådan afstand, og den er kun overgået af Sedna, som blev fundet i 2003. Banen er meget excentrisk, så afstanden fra Solen varierer mellem ~45 AU og ~1630 AU, og det tager omkring 24000 år for en omkredsning af Solen. Sidste perihelipassage var omkring november 1930, hvilket ved et tilfælde var på nogenlunde samme tidspunkt, som Clyde Tombaugh opdagede Pluto.
2017 OF201’s bane sammenlignet med Sednas og Plutos.
I mangel af stjerner om sommeren byder den lyse himmel til gengæld på et særligt fænomen, som er et særkende for netop Skandinavien og tilsvarende breddegrader som f.eks. Canada, England og Sibirien. Det drejer sig om lysende natskyer, som er Jordens højest beliggende skyer. Skyerne dannes, når vanddamp stiger op og krystalliserer omkring mikroskopiske partikler i en højde af mere end ca. 80 kilometer. Disse partikler stammer fra meteorider, som er brændt op ved mødet med Jordens atmosfære.
Sæsonen for lysende natskyer starter normalt så småt i slutningen af maj eller i begyndelsen af juni og varer ved i et par måneder med højsæson i ugerne omkring midsommer. Der er ikke lysende natskyer hver nat, og når de kan ses, er der ofte stor forskel på, hvor tydelige de er. Det bedste er derfor at holde øje med himlen, når vejrforholdene ser ud til at blive gunstige. NASA har flere satellitter, som er specielt beregnet til at holde øje med trykforhold, temperatur o.l. i Jordens øverste atmosfære, og disse målinger kan følges dagligt på Spaceweather.
Lysende natskyer fotograferet fra ISS den 13. juli 2012.
Som tidligere nævnt kan man i slutningen af juli tydeligt fornemme, at de lyse nætter er ved at nærme sig deres afslutning. Himlen er mærkbart mørkere midt på natten, og det varer længere, inden der bliver lyst om morgenen. Det giver mulighed for at se efter meteorer – eller stjerneskud som er den mere populære betegnelse.
Meteorer kan ses hver klar nat, og de forekommer over hele himlen. Imidlertid er der stor chance for, at nogle få stykker sidst i juli stammer fra en af årets mindre meteorsværme, nemlig De Sydlige Delta Aquarider. Denne sværms radiant ligger som navnet antyder i nærheden af stjernen Delta i den sydlige del af Vandmanden, som når at komme relativt højt på himlen inden daggry. Delta Aquariderne er en meget spredt meteorsværm, som kan ses fra midt i juli til midt i august. Maksimum forekommer omkring den 30. juli, men ZHR når sjældent op på mere end omkring 10 på vore breddegrader.
I slutningen af juli kan man også være heldig at se nogle af de første meteorer fra en af årets bedste sværme, nemlig Perseiderne, som har maksimum omkring 12. august. På nedenstående kort ses morgenhimlen den 30. juli kl. 03. Syd er nedad, og radianterne for De Sydlige Delta Aquarider og Perseiderne er angivet med røde kryds. Radianterne ligger så langt fra hinanden, at man meget nemt kan afgøre, hvilken sværm et evt. meteor måtte tilhøre. Der kan naturligvis også være tale om et sporadisk meteor, dvs. et meteor uden tilknytning til en bestemt sværm.
Selv om sporadiske meteorer tilsyneladende ikke tilhører en kendt meteorsværm, udgør de alligevel en betydelig del af det samlede antal, idet der under ideelle forhold kan ses adskillige hver time. De stammer fra forskellige kilder såsom kortperiodiske kometer, asteroider eller endda fra gamle langperiodiske kometer, hvor meteorstrømmen efterhånden er blevet spredt så meget, at den pågældende komet er ukendt, og at det derfor ikke længere er muligt at finde en sammenhæng.
De Sydlige Delta Aquarider og Perseiderne.
Som omtalt i juni befandt Merkur sig meget lavt på himlen ved månedsskiftet. Merkur har sin største østlige elongation den 4. juli i en afstand på 26° fra Solen. Den står imidlertid meget tæt på horisonten, og lysstyrken aftager fra mag. 0,4 den 1. juli til mag. 1 den 12. og yderligere til mag. 1,5 den 17. Dette fald i lysstyrken lyder måske lidt paradoksalt, fordi afstanden mellem Jorden og Merkur bliver mindre, hvorved Merkurs tilsyneladende størrelse naturligvis bliver større. Fra den 1. til den 17. øges størrelsen fra 8 til 10”, men samtidig svinder den belyste del fra 45% til 17%, og det er denne formindskelse, som er årsag til faldet i lysstyrke. Merkur er således praktisk talt ikke synlig på aftenhimlen i hele juli. Den kan ses på daghimlen, såfremt man kender den præcise position. Konjunktionen med Solen finder sted den 31. juli, og herefter bevæger Merkur sig om på morgenhimlen.
Indre Solsystem 1. og 31. juli.
Mars befinder sig også på aftenhimlen og står næsten dobbelt så højt over horisonten som Merkur. Ved solnedgang den 1. juni står den i en højde på 20°, og når der er blevet lidt mørkere en time senere, står den i en højde på 10° mod vest. Et problem er imidlertid lysstyrken på mag. 1,4 og så det faktum, at det blot er en uges tid efter kulminationen på de lyser nætter.
Aftenhimlen en time efter solnedgang. Nymånen bevæger sig gennem området, og dens position er markeret for de tre angivne datoer. Mars står næsten direkte mod vest, og Merkur ses meget lavt over horisonten yderst til højre. Stjernen umiddelbart til højre for Mars er Regulus i Løven.
Aftenhimlen i juli med Merkurs og Mars’ position ved solnedgang. Markeringerne er for hver 2. aften.
Mars’ forholdsvis lave lysstyrke kombineret med den lyse aftenhimmel kan delvist kompenseres ved at anvende en prismekikkert, og som det fremgår, kan Månen i begyndelsen af måneden bruges som vejviser. Månen vender tilbage til området sidst på måneden, og den 28. står den 2° under Mars. Samme aften har Mars bevæget sig fra Løven ind i Jomfruen. I den mellemliggende tid af måneden kan man bruge landskabs-markeringer på selve horisonten som vejviser. Som det ses på ovenstående diagram, står Mars praktisk talt i samme kompasretning på et givet tidspunkt efter solnedgang. Eneste forskel er, at planeten står lidt lavere for hver aften. Det nytter ikke meget at udskifte prismekikkerten med et teleskop, for afstanden til Mars er så stor, at den kun ses under en synsvinkel på knap 5”.
På diagrammet over det indre solsystem fremgår det, at Venus befinder sig til højre for Solen i forhold til Jorden, dvs. den skal findes på morgenhimlen. Den 1. juli står Venus op kl. 02:30, hvilket er to timer før solopgang. Den 31. finder opgangen sted 3 timer før solopgang, dvs. kl. 02:15.
Morgenhimlen 1. juli en time før solopgang. I rækkefølge fra venstre ses Capella, Venus og Saturn.
I løbet af måneden bevæger Venus sig gennem Tyren, og med en lysstyrke på mag. ÷4 er den svær at undgå at få øje på. Væsentligt sværere er det at finde Uranus, som i begyndelsen af juli står 2½° nord for Venus. Den åbne stjernehob Plejaderne står yderligere 4° over Uranus. Uranus’ lysstyrke er mag. 6, så det er under alle omstændigheder nødvendigt at bruge en prismekikkert.
Venus og Uranus i juli.
Medens Venus bevæger sig videre gennem Tyren, forbliver Uranus næsten stationær umiddelbart under Plejaderne. Normalt kan det ikke betale sig at ofre for megen tid på at finde Uranus midt på sommeren pga. dens lave lysstyrke, men da den her i 2025 står gunstigt i forhold til Plejaderne, bør man alligevel gøre forsøget – især sidst på måneden, hvor nattemørket så småt igen begynder at indfinde sig.
Venus, Uranus og Plejaderne 1. juli. Linjerne i gitteret har en indbyrdes afstand på 1°.
Som en servicemeddelelse til astrologerne bevæger Venus sig i de sidste par dage af juli gennem den øverste del af Orion, som ikke tilhører Dyrekredsens 12 skæbnebestemmende stjernetegn.
Venus’ bane gennem Orion. Markeringerne er med én dags interval.
Hvis man normalt ikke beskæftiger sig med Uranus midt på sommeren, gælder det naturligvis i endnu højere grad for Neptun, som kun har en lystyrke på mag. 7,7. I 2025 er der dog specielle omstændigheder – ikke alene for Uranus men også for Neptun. Gennem hele juli står Saturn og Neptun nemlig blot én grad fra hinanden, og eftersom de begge står op omkring kl. 01 den 1. juli og umiddelbart før kl. 23 den 31. juli, vil de være kommet nogenlunde højt på himlen i de mørkeste timer omkring astronomisk midnat. Neptuns lysstyrke på mag. 7,7 bliver overgået mangefold af Saturns på mag. 0,9. Forskellen skyldes primært planeternes forskellig størrelse, men i høj grad også deres afstand fra Jorden. Afstanden til Saturn er 1,4 milliarder kilometer, medens den til Neptun er næsten 4½ milliarder kilometer. Trods den meget forskellig afstand og dermed meget forskellig banehastighed, synes de at følges ad hele måneden, fordi de begge er næsten stationære forud for påbegyndelsen på den retrograde bevægelse. Neptun når sit stationære punkt den 5. og Saturn den 14.
Saturns og Neptuns indbyrdes position hver 2. dag i juli. Efter det stationære punkt bevæger planeterne sig mod venstre. Bredden på synfeltet er 2°.
Saturn og dermed også Neptun er nem at finde under og til venstre for den pentagonformede asterisme, som udgør den vestlige del af Fiskene umiddelbart under Pegasus.
Gennem en prismekikkert har Neptun lighed med en svag stjerne, idet dens udstrækning blot er 2”. Saturns udstrækning er til gengæld 18”, og hertil kommer dens ring, som fordobler størrelsen. Ringen er i øjeblikket ikke særlig imponerende, idet den kun hælder 3½° i forhold til synsretningen fra Jorden. Dette skyldes, at synsretningen fra Jorden i år er sammenfaldende med Saturns ækvatorplan, hvilket finder sted to gange i løbet af Saturns 29½ års omkredsning af Solen. Sammenfaldet betyder, at skyggen af nogle af Saturns måner ligesom det er tilfældet for Jupiter kan ses på toppen af Saturns skydække. Saturns måner er meget mindre end Jupiters fire store, og den eneste som har en sammenlignelig størrelse er Titan. Titans skygge rammer Saturn to gange i juli: den 2. og den 16., men begge gange er i formiddagstimerne fra danske breddegrader. Det samme bliver tilfældet i august, hvor det samme finder sted i dagtimerne den 3. og 19.
Saturn med dens ringe samt Titan og dennes skygge den 2. juli.
Jupiter begynder fra midt på måneden at vise sig på morgenhimlen kort tid før solopgang. Den befinder sig i Tvillingerne, og en god mulighed er den 21. og 22., hvor Månen passerer området. Sidst på måneden finder opgangen sted ca. 2½ time før solopgang.
Jupiter, Månen, Venus og Aldebaran én time før solopgang den 22. juli. Næste morgen står Månen et par grader til venstre for Jupiter og lidt højere end planeten.
Den begrænsede tid der går, inden Solen står op, giver ligeledes begrænset mulighed for se nærmere på, hvordan Jupiters fire største måner kredser omkring planeten så hurtigt, at de skifter indbyrdes position i løbet af kort tid. Det må vente til senere på året, hvor Jupiter står tidligere op. Prøv i stedet at lægge mærke, hvor stor Jupiters tilsyneladende diameter er. Den 22. er det en måned siden Jupiter var i konjunktion, så i øjeblikket står den på den modsatte side af Solen. Afstanden til den er 912 millioner kilometer, og dens udstrækning er 33”. Når Jupiter kommer i opposition den 10. januar 2026 er afstanden 633 millioner kilometer, og den ses under en vinkel på 47”. Hvis Jupiter er i perihel samtidig med oppositionen, kan dens tilsyneladende diameter set fra Jorden komme op på 50,1”. Hvis den er i aphel under konjunktionen (hvor den ikke kan ses) er den tilsyneladende diameter 30,5”.
Jupiter kan ikke ses under selve konjunktionen, fordi den er for tæt på Solen. Faktisk var den under konjunktionen den 24. juni 2025 så tæt på, at den forsvandt bag Solen. Dette skyldes, at Jupiters baneplan i øjeblikket næsten er sammenfaldende med Ekliptika. Baneplanet hælder 1,3°, så to gange i løbet af Jupiters 12 års omløb, krydser det Ekliptika.
Jupiters tilsyneladende diameter den 22. juli 2025 og den 10. januar 2026.
Jupiter og Solen under konjunktionen den 24. juni. Den stiplede linje er Jupiters bane, og den røde linje er Ekliptika.
Månens aktuelle udseende: https://svs.gsfc.nasa.gov/5415/