Stjernehimlen i august 2026
I denne måned forekommer tre astronomiske begivenheder, som er værd at holde øje med. Der forekommer naturligvis mange flere, for med de lyse nætters afslutning i begyndelsen af måneden vender nattemørket tilbage, og da dagslængden samtidig bliver kortere, bliver nætterne tilsvarende længere. Den 1. august er dagslængden 16 timer og den 31. august 14 timer, og når tusmørket trækkes fra, er der astronomisk nattemørke den 31. august i næsten 5½ time.
Den første af de tre særlige astronomiske begivenheder er en solformørkelse den 12. august. Formørkelsen bliver ikke total i Danmark, men Månen kommer alligevel til at skygge for en stor del af Solen. Lidt afhængigt af hvor man bor i landet, bliver mellem 83% og 85% af solskiven dækket.
Formørkelsens forløb.
Totalitetszonen begynder nord for polarcirklen i den nordøstlige del af Sibirien. Derefter bevæger den sig nordpå til næsten 88° nordlig bredde, dvs. tæt forbi Nordpolen, hvorefter den igen bevæger sig mod syd over indlandsisen i det østlige Grønland og videre over Danmarksstrædet med kurs mod den vestlige del af Island, hvor længste formørkelse på 2 minutter og 18 sekunder finder sted over havet ud for Breiðafjörður. Reykjavik ligger i formørkelseszonen, men dog så langt fra centerlinjen, at totaliteten her kun varer 55 sekunder.
Den næste del af formørkelsen forekommer over Atlanterhavet, indtil den rammer den nordlige del af Spanien, hvor den bevæger sig tværs gennem landet. Mange store spanske byer ligger i formørkelseszonen, f. eks. Zaragoza, Valencia, Bilbao og Palma de Mallorca. Formørkelsen sluttet et par hundrede kilometer ude i Middelhavet øst Mallorca.
Månens skygge har da bevæget sig 8260 km med en gennemsnitsfart på ca. 3400 km/time eller knap 1 km/sekundet. Selve totalitetszonen er godt 300 km bred. En total solformørkelse har kort varighed, og netop denne formørkelse er usædvanligt kort med varigheder på 1-2 minutter. Ved mange formørkelser er varigheden større, ofte 3-5 minutter, og maksimalt kan en solformørkelse vare 7 minutter og 32 sekunder under de mest gunstige betingelser.
Bortset fra Spanien rammer formørkelseszonen således enten over havet eller tyndt befolkede områder. I Spanien er det tæt på solnedgang med Solen kun mellem 12° og 2° over horisonten, så det er vigtigt for lokalbefolkningen og tilrejsende turister at have en god udsigt mod solnedgangen i nordvestlig retning.
Totalitetszonens forløb i Spanien.
Formørkelsen bliver som nævnt partiel i Danmark. Tidspunkterne i tabellen herunder er med udgangspunkt i Odense.
Tidspunkterne gælder for Munkebjergskolens Observatorium. Bemærk at tiderne er angivet i UT. Der skal lægges to timer til for at få dansk sommertid.
Formørkelsens forløb i Odense.
En meget usædvanlig solformørkelse blev fotograferet af Artemis II-besætningen under deres forbiflyvning af Månen den 6. april 2026. Artemis II var meget tættere på Månen end os nede på Jorden, så fra besætningens perspektiv var Månen stor nok til fuldstændigt at blokere for Solen, hvilket den jo faktisk også er set fra Jorden, men kun når den er i nærheden af perigæum – dvs. tættest på Jorden. Når Månen er i apogæum, er afstanden så stor, at dens tilsyneladende diameter er mindre end Solens, og i et sådant tilfælde opstår en ringformet solformørkelse.
Formørkelsestyper.
Nasa.gov.image art002e009301/
Den lysende glorie omkring den mørke måneskive er det alleryderste af Solens korona, idet Månen dækker så meget, at den inderste del af koronaen er helt skjult. Der kan også ses baggrundsstjerner, fordi de ikke bliver svækket i de atmosfæreløse omgivelser ved Månen. Den svage glød på Månens venstre side skyldes sollys reflekteret fra Jorden.
Artemis II-besætningen oplevede en næsten 54 minutters totalitet, hvilket er umuligt fra Jorden, hvor den maksimale varighed af totaliteten som tidligere nævnt er 7 minutter og 32 sekunder. Ved at følge Månens skygge i et fly, kan varigheden af totaliteten forlænges til mere end en time, men eftersom skyggen afhængigt af placering og breddegrad bevæger sig hen over Jorden med 1600 til 8000 km/t, kan det kun lade sig gøre at holde trit med umbraen ved at flyve med supersonisk hastighed. Det mest berømte eksempel fandt sted den 30. juni 1973, da en prototype af Concorden fulgte Månens skygge over Nordafrika med en hastighed på Mach 2 og derved befandt sig i Månens skygge i 74 minutter. Det kunne kun lade sig gøre, fordi skyggen nær Ækvator bevæger sig langsomst, medens den nær polerne bevæger sig langt hurtigere.
Seneste partielle solformørkelse i Danmark var 29. marts 2025. De tre næste partielle formørkelser bliver 2. august 2027, 12. juni 2029 og 1. juni 2030. Der bliver ikke total solformørkelse i Danmark før 25. maj 2142, og det bliver endda kun fra den østlige del af Bornholm og Christiansø. To nye chancer inden for den ”nærmeste fremtid” bliver den 2. september 2426 og 23. marts 2536. Formørkelsen den 2. august 2027 er dog tæt på Danmark, idet den kan ses fra den sydligste del af Spanien omkring Gibraltar og fra Nordafrika.
Den anden astronomiske begivenhed i august forekommer i forlængelse af solformørkelsen. Det er den årligt tilbagevendende meteorsværm Perseiderne, som har maksimum natten mellem den 12. og 13. august, og i år vil der være gunstige forhold, idet der jo er nymåne. Perseiderne begynder så småt at vise sig i slutningen af juli, og antallet af meteorer stiger ganske langsomt, indtil det topper ved maksimum. Herefter aftager antallet igen, og aktiviteten ophører helt i slutningen af august. Under maksimum forventes en ZHR på 80-100.
To Perseider. De tre klareste stjerner på billedet er Vega, Deneb og Altair, som tilsammen udgør Sommertrekanten.
Der forekommer ofte mange lysstærke Perseider, som efterlader et lysende spor, som forbliver synligt i flere sekunder. Meteorerne bevæger sig hurtigt hen over himlen, især fordi meteorstrømmens relative hastighed i forhold til Jorden er meget høj. Jorden og meteorstrømmen bevæger sig mod hinanden og mødes med en hastighed på omkring 200000 kilometer i timen.
En meteorsværm er en astronomisk begivenhed, hvor alle kan deltage, og hvor deltagerne får en fælles oplevelse, hvilket tydeligt lader sig høre af spontane udbrud, når en meteor er særlig kraftig eller langvarig. Der kræves intet udstyr udover øjnene og eventuelt en ligge-stol eller et tæppe, for i tilbagelænet eller liggende stilling kan man overskue en meget stor del af himlen. Et teleskop er uundværligt til at forstørre astronomiske objekter, men det kan ikke bruges til iagttagelse af meteorer, ganske enkelt fordi synsfeltet er alt for lille.
En prismekikkerts synsfelt er dog langt større end det tilsvarende hos et teleskop, så en prismekikkert er god at have i beredskab, så man kan nå at rette den mod det lysende støvspor, som står tilbage i sekunderne efter et særligt kraftigt meteor.
Meteorer er ikke stjerner, som falder ned. Det er små støvpartikler, som rammer Jordens atmosfære. Så længe de befinder sig i kredsløb om Solen i det interplanetariske rum, kal-der astronomerne sådanne partikler for meteorider. Det er strengt taget det samme som en asteroide, blot er meteoriderne meget mindre. De er så små, at de under normale omstæn-digheder ikke kan ses fra Jorden.
Hvis en sådan meteoride rammer Jordens atmosfære, bliver den opbremset og fordamper på grund af gnidningsmodstanden. Meteoridens bevægelsesenergi bliver dermed omsat til varmenergi, og denne energi bliver overført til luftens atomer og molekyler, som afgiver energien igen i form af et lyskvant. Det, man ser som et lysende spor, er derfor ikke selve partiklen men luftarterne, som lyser op efter partiklens passage. Vi ser med andre ord ikke selve meteoriden, men derimod et lysende spor, som bedst kendes under den populære betegnelse stjerneskud, medens astronomerne kalder dem meteorer. De klareste meteorer kaldes ildkugler eller bolider.
Hvis meteoriden er så stor, at den ikke fordamper fuldstændig, kan en del af den overleve turen gennem atmosfæren og lande på jordoverfladen. Hvis man efterfølgende er så heldig at finde den, kaldes det en meteorit. Der er dog aldrig fundet meteoritter i forbindelse med en meteorsværm. Støvpartiklerne er ganske enkelt for små til at kunne trænge helt ned til jordoverfladen. Meteorsværme stammer nemlig fra kometer, som består af en blanding af støv og frosne gasser. En undtagelse fra dette er Geminiderne i december. De stammer fra asteroiden 3200 Phaethon.
En komet bliver kun synlig, når dens bane bringer den i nærheden af Solen, så dens frosne overflade bliver varm nok til at fordampe. Den resulterende sky af frigivne gasser fører det faste stof, der oprindeligt var blandet med isen, med sig bort fra kometen. Ved hver passage tæt forbi Solen frigiver kometen en strøm af materiale, som i begyndelsen er kon-centreret i nærheden af kometen, men efterhånden som årtusinderne går, bliver det fordelt i et tyndt bånd langs hele kometens bane, fordi de enkelte partikler bliver udsat for små påvirkninger fra solvinden og tyngdekraften fra Solsystemets legemer. En meteorsværm finder derfor sted på samme tidspunkt hvert år, når Jorden passerer nærmest støvbåndet.
Perseidernes ophavskomet er 109P/Swift-Tuttle. Betegnelsen 109P betyder, at det er den 109. periodiske komet, som astronomerne har beregnet en bane for. De to navne henviser til opdagerne, nemlig Lewis Swift og Horace Tuttle, som uafhængigt af hinanden opdage-de kometen i juli 1862. På opdagelsestidspunktet havde den en lysstyrke på mag. 7½. Lysstyrken steg hurtigt og nåede mag. 2 i begyndelsen af september, hvor kometen udviklede en hale med en længde på næsten 30°. 109P/Swift-Tuttle passerede igen gennem det indre Solsystem i 1992 men nåede kun en maksimal lysstyrke på mag. 5. Når den passerer forbi igen i 2126, kommer den tættere på Jorden, så lysstyrken forventes at toppe på mag. 1.
Perseiderne udstråler som navnet antyder fra stjernebilledet Perseus. Meteorerne viser sig dog overalt på himlen, men en Perseide kan kendes ved, at sporet kan føres tilbage til et område i nærheden af Dobbelthoben mellem Cassiopeia og Perseus.
Himlen mod nordøst et par timer efter solnedgang den 11. august.
Man kan begynde at se efter Perseiderne, så snart der bliver mørkt nok, dvs. ved 22-tiden, selv om der normalt er størst aktivitet efter midnat. Tidligt på aftenen befinder radianten sig lavt over horisonten i nordøstlig retning. Efterhånden som natten går, følger den him-lens bevægelse, og når daggryet begynder, står den tæt på zenith i sydøstlig retning. På dette tidspunkt er Tyren med Plejaderne for længst stået op, og den øverste del af Orion med den røde kæmpe Betelgeuze begynder så småt at vise sig over horisonten.
Himlen mod øst og syd den 13. august kl. 04. Bemærk også Saturn og Mars.
Den tredje astronomiske begivenhed, som er værd at holde øje med i denne måned, involverer igen Solen og Månen, og denne gang spiller Jorden en vigtig rolle. To uger efter en solformørkelse forekommer der ofte en måneformørkelse. Det er også tilfældet denne gang. I modsætning til solformørkelsen bliver måneformørkelsen om morgenen den 28. august ikke total noget steds på Jorden, men det er dog meget tæt på, idet Månen under maksimum vil være 96% dækket af Jordens skygge.
Formørkelsen er synlig fra Nord- og Sydamerika, Afrika og den vestlige del af Europa. Med andre ord kan måneformørkelsen ses fra Danmark. Vi når lige at få den maksimale fase med, inden Månen går ned, og den orange/røde farve er udpræget. Månen står imidlertid meget lavt og har antaget den sædvanlige rødlige nuance, som Solen og Månen har ved op- og nedgang, og desuden opstår der en del absorption så tæt på horisonten, så Månen vil være meget svag. Derudover står Solen op kl. 06:16, så himlen er ikke længere mørk under den sidste del af måneformørkelsesforløbet. Næste måneformørkelse synlig fra Danmark er først om 2½ år, nærmere bestemt tidligt om aftenen den 31. december 2028, så udnyt muligheden den 28. august.
Måneformørkelsens forløb i Odense den 28. august.
Måneformørkelsens forløb i Odense.
De lyse nætter slutter i begyndelsen af august. Den officielle dato er den 8., men der er forskel på begyndelses- og sluttidspunktet afhængigt af, hvor i landet man bor. Jo højere mod nord i Danmark, man befinder sig, jo længere varer de lyse nætter. Uanset hvad bemærker man, at der igen bliver mørkt om natten, selv om der i praksis naturligvis ligesom ved de lyse nætters begyndelse en vis overgangsperiode, hvor der kun er mørkt omkring midnat. Bemærk at midnat i denne forbindelse skal forstås som astronomisk midnat, som falder én time senere end borgerlig midnat på grund af sommertiden.
Den danske nattehimmel ved astronomisk midnat midt i august.
Himlen mod nord ved astronomisk midnat (i Odense kl. 01:23) midt i august. Store Bjørns kontur er fremhævet med gule forbindelseslinjer mellem de svagere stjerner.
Karlsvognen står lavt på himlen mod nordvest. Som det er de fleste bekendt, er Karlsvog-nen ikke et officielt stjernebillede, idet de syv stjerner er en del af Store Bjørn. Bortset fra Karlsvognens syv stjerner er Store Bjørns øvrige stjerner forholdsvis lyssvage, og det kan derfor være vanskeligt at overskue det store stjernebillede, som for øvrigt er himlens 3. største, som kun er overgået af Søslangen og Jomfruen. Netop her i sensommeren og i de første efterårsmåneder vender Store Bjørn ”rigtigt”, og på en mørk nat kan man se, hvor-dan bjørnen synes at gå langs nordhorisonten. Det er formodentlig netop dette, som gjorde, at også indianerne i Nordamerika opfattede stjernerne som en bjørn. I deres myter blev bjørnen forfulgt af syv jægere gennem hele sommeren, indtil det lykkedes dem at fange den om efteråret.
Den orange Arcturus i Bootes står lavt over horisonten mod vest, medens Capella i Kus-ken står på østhimlen på den modsatte side af Karlsvognen. Arcturus findes ved at for-længe ’vognstangens bue’ og Capella ved at forlænge linjen mellem de to øverste stjerner i ’vognkasssen’. Længere mod øst er Tyren med den åbne stjernehob Plejaderne på vej op over horisonten.
Himlen mod syd ved astronomisk midnat midt i august. Saturn er ikke med på kortet. Den befinder sig midt i Fiskene. Se omtalen senere.
Mælkevejen er tydeligst fra vore breddegrader på denne årstid. Det svagt lysende bånd, som stammer fra det samlede lys fra millionvis af svage stjerner, strækker sig ved midnat fra den sydvestlige til den nordøstlige horisont og passerer undervejs næsten gennem Zenith. Medmindre man bor i meget mørke omgivelser langt fra beboede områder, bliver Mælkevejen først tydelig 10°-15° over horisonten i området omkring Ørnen, hvorfra den fortsætter gennem Sommertrekanten med den klareste del på den nordlige halvkugle langs Svanens længdeakse. Mælkevejen fortsætter gennem Cassiopeia og Perseus og forsvinder efterhånden ud af syne i Kusken, som ligger tæt på den nordøstlige horisont.
Det er også på denne årstid, de små stjernebilleder omkring Sommertrekanten er nemmest at se. Her har især Delfinen og Pilen et tydeligt omrids, medens Ræven og Føllet er mere diffuse.
De mørke nætter omkring nymåne giver god mulighed for at finde en forholdsvis svag og upåagtet stjerne i Svanen. I historisk perspektiv er den ganske vist ikke upåagtet, for den spillede hovedrollen i bestemmelse af afstanden til stjernerne. Det drejer sig om 61 Cygni, som er en dobbeltstjerne, hvor den ene komponent har mag. 5,2 og den anden mag. 6. Adskillelsen mellem komponenterne på 31” er så stor, at den kan opløses selv med et lille teleskop. I 1792 bemærkede den italienske astronom Giuseppe Piazzi, at 61 Cygni har en meget stor egenbevægelse. I forhold til baggrundsstjernerne flytter 61 Cygni sig over 5″ om året, og man konkluderede derfor, at afstanden til den måtte være forholdsvis lille.
På dette tidspunkt havde astronomerne for længst forkastet Ptolemæus’ verdenssystem med Jorden i midten af Universet. Det var afløst af det Copernikanske verdenssystem med Solen i midten af Solsystemet og med planeterne i kredsløb om Solen. Jordens bevægelse omkring Solen forsynede dem derfor med en meget lang basislinie til måling af afstanden til stjernerne. Selvom Tycho Brahe havde udført et omfattende arbejde i slutningen af 1500-tallet, lykkedes det aldrig for ham at opnå den fornødne præcision. Det var først efter kikkertens opfindelse i 1608, astronomerne fik de nødvendige instrumenter til rådighed. Det blev til mange forsøg, men den første, der virkelig gav sig i kast med opgaven, var James Bradley i 1728.
Prøv at se på en finger i armlængdes afstand med det ene øje og læg mærke til, hvor den synes at være i forhold til baggrunden. Brug nu det andet øje, og fingeren synes at flytte sig i forhold til baggrunden. Den vinkel, fingeren synes at flytte sig, er et mål for parallaksen. Kendes vinklen og afstanden mellem øjnene, kan afstanden beregnes.
Triangulering.
Det er denne metode, landmålerne bruger i noget større målestok, og som blev benyttet i endnu større målestok til bestemmelse af de første planetafstande, hvor man brugte Jordens diameter som basislinje. I 1700-tallet kendte astronomerne således Solsystemets dimensioner og kunne benytte Jordbanens diameter på 300 millioner kilometer som basislinie til måling af afstanden til stjernerne.
Princippet i afstandsmåling til stjernerne. Den orange stjerne er tættere på Jorden end de fjerne baggrundsstjerner, hvilket betyder, at den synes at flytte sig i forhold hertil i årets løb.
Bradley anvendte et særligt instrument, et zenithteleskop, som kun pegede lodret opad. Han målte positionen for stjernen γ Draconis, som fra London netop passerer zenith. Bradley fandt da også, at stjernen i løbet af et år tilsyneladende flyttede sig, men bevægelsen var for stor til at kunne være dens parallakse, og da kontrolmåling på andre stjerner viste den samme bevægelse, måtte der være andre årsager. Det, Bradley havde fundet, var aberrationen, som skyldes, at Jorden i sin bevægelse omkring Solen hele tiden skifter bevægelsesretning i forhold til det indkomne lys.
De følgende hundrede år forbedredes instrumenterne efterhånden, og i 1830’erne var tre astronomer uafhængigt af hinanden i gang med spørgsmålet. Det var Friedrich Bessel, som var direktør for observatoriet i Königsberg, F.G.W. Struve, der arbejdede i Dorpat, og Thomas Henderson fra Kap Det Gode Håb i Sydafrika.
Besssel bestemte sig for 61 Cygni på grund af den store egenbevægelse. Han begyndte at måle i 1837, og allerede et år senere kunne han meddele, at 61 Cygni havde en parallakse på 0,3″, hvilket gav en afstand på lidt under 11 lysår.
Strengt taget blev Bessels målinger udført senere end Hendersons fra Sydafrika. Hender-son havde valgt α Centauri og udførte sine målinger, medens han var udstationeret på Kap Det Gode Håb. Henderson blev syg og fik ikke sine beregninger udført, før han var vendt tilbage til England. α Centauri viste sig at være nærmere en 61 Cygni, ja faktisk er det (bortset fra Proxima Centauri) den nærmeste stjerne med en afstand på kun 4,3 lysår.
Struve havde haft det hårdeste arbejde, idet han havde valgt Vega i Lyren. Vega er 26 lysår borte, så parallaksen er meget mindre. Det er da heller ikke overraskende, at Struves resultater var mindre nøjagtige.
61 Cygni.
Venus begynder måneden med en lysstyrke på mag. ÷4,4. Inden udgangen af august er lysstyrken steget til mag. ÷4,6. Desværre bliver den højere lystyrke ikke omvekslet til bedre synlighed, for Venus’ optræden på aftenhimlen lakker mod enden i august, hvilket er lidt paradoksalt, fordi største østlige elongation på 46° er den 14. august. Venus befin-der sig imidlertid i Jomfruen og dermed lavere på Ekliptika end Solen, hvilket betyder, at planeten står lavt efter solnedgang og forsvinder under horisonten kort tid efter.
Venus på aftenhimlen tre kvarter efter solnedgang hver tredje dag i august. Et træ eller en lille bakke i horisonten er nok til at skjule Venus i den sidste uges tid af august.
Den 1. august går Venus ned 1 time og 10 minutter efter Solen, og den 31. er det blot 45 minutter efter Solen. Set gennem et teleskop ændrer Venus markant udseende i løbet af august. Den 1. har planeten en udstrækning på 21” og er 55% belyst. Den sidste aften i august er udstrækningen vokset til 30”, og 39% af dens skive er belyst.
Venus 21” den 1. august og 30” den 31. august.
I den mellemliggende tid har Venus passeret den såkaldte dikotomi. Udtrykket dikotomi stammer fra græsk dikhotomia, som betyder ’at dele en helhed i præcis to ens dele, som ikke overlapper hinanden’. Venus’ dikotomi henviser således til det tidspunkt, hvor Venus er præcist halvt belyst set fra Jorden. Det nøjagtige tidspunkt kan naturligvis beregnes, og er den 12. august kl. 21:44 CEST (Centraleuropæisk sommertid og dermed også tidspunk-tet i Danmark).
I praksis er tidspunktet imidlertid umuligt at afgøre visuelt helt præcis, hvilket astronomen Johann Schröter gjorde opmærksom på i 1793. Denne anomali kaldes Schröter-effekten og viser sig ved, at Venus’ dikotomi ikke indtræffer på det beregnede tidspunkt. Ved 50% belysning forventes overgangen mellem lys og skygge på Venus at fremstå som en fuldstændig lige linje, men på grund af Schröter-effekten er terminatoren svagt konkav. Den observerede fase kan afvige fra de teoretiske beregninger med adskillige dage. For østlige elongationer (Venus på aftenhimlen) ses halvfasen tidligere, og for vestlige elongationer (Venus på morgenhimlen) ses den senere. Astronomerne anser årsagen som spredning af sollys i Venus’ øvre atmosfære.
Den 15. og 16. august står det tynde segl på den tiltagende måne tæt på Venus.
Den næstklareste planet er Jupiter. Jupiter var i konjunktion med Solen den 29. juli og kan ikke ses i begyndelsen af august. Hvis man bliver ude hele natten mellem den 12. og 13. for at iagttage Perseiderne, er der en lille mulighed for at finde Jupiter meget lavt på himlen mod nordøst i det tidlige daggry. Den 13. står Jupiter op kl. 04:41, hvilket er godt en time før Solen. Omkring kl. 05 er Jupiter kommet så højt op, at den ved en helt klar himmel burde kunne skimtes på den efterhånden meget lyse morgenhimmel. Planetens lysstyrke på mag. ÷1,7 bliver imidlertid svækket på grund af den lave højde og vil ligge på omkring mag. 0,5. Hvis man kan se Jupiter, kan man også se Merkur, som står op næsten ½ time før Jupiter. Merkur står højere end Jupiter, så dens lysstyrke på mag. ÷1,1 bliver kun svækket til omkring mag. 0,3. Merkur vil således faktisk være klarere end Jupiter. 2 dage senere, den 15. august, er afstanden mellem Jupiter og Merkur blot ¾°.
Morgenhimlen den 13. august. Merkur er den øverste af de to planeter. Endnu højere oppe ses Castor og Pollux i Tvillingerne.
Jupiters tilsynekomst på morgenhimlen indvarsler dens tilstedeværelse på nattehimlen i den kommende sæson. Jupiter kommer i opposition den 11. februar 2027 og vil således være oppe det meste af natten i vintermånederne. I august og september befinder Jupiter sig Krebsen, hvorefter den bevæger sig ind i Løven, hvor oppositionssløjfen påbegyndes den 13. december. Den retrograde bevægelse fører ganske kortvarigt Jupiter tilbage til Krebsen, inden den retrograde bevægelse afløses af den normale prograde bevægelse den 13. april 2027.
Jupiters bane gennem Krebsen og Løven fra 1. august 2026 til 1. august 2027. Den skrå linje under Jupiter er Ekliptika og den lodrette linje er grænsen mellem Krebsen og Løven.
Saturn og Neptun står op længe før Jupiter, for de to planeter befinder sig i Fiskene. Ringplaneten er nem at finde, medens det er væsentligt sværere for Neptuns vedkommende.
Saturn og Neptun i Fiskene midt i august.
Detailkort med Neptuns retrograde bevægelse på godt ½° i august vist som den lille blå streg. Det er et forholdsvist stjernetomt område i Fiskene. De nummererede stjerner har lysstyrker på mellem mag. 4,2 og mag 6,2. Lysstyrkerne er anført i parentesen. Neptuns lysstyrke er mag 7,8.
Neptun står op umiddelbart før kl. 23 den 1. august og to timer tidligere sidst på måneden. Undgå dog de første og sidste par nætter i august, idet Månen på disse tidspunkter passerer gennem Fiskene i nærheden af Neptun. Med en lysstyrke på mag. 7,8 kan Neptun ikke ses med det blotte øje. En god prismekikkert er dog tilstrækkelig. Gennem prismekikkerten ses Neptun som en svag stjerne, idet den kun har en udstrækning på 2”.
Saturns lysstyrke på mag. 0,5 gør den til det klareste objekt i Fiskene, idet dette stjernebilledes klareste stjerner er Eta på mag. 3.6, Gamma på mag. 3,7 og Alfa på mag. 3.8, og disse ligger i Fiskenes yderområde langt fra Saturn. (Se oversigtskortet over Fiskene).
Saturns akse har en hældning på 26,7° i forhold til dens baneplan om Solen, hvilket er næsten det samme som Jordens aksehældning på 23,5°. I løbet af de 29½ år, som Saturn bruger til en omkredsning af Solen, vil vi derfor her fra Jorden se dens ringe under skiftende vinkler. Da Jorden senest passerede gennem Saturns ringplan i marts 2025, forsvandt ringene praktisk talt ud af syne, idet deres tykkelse kun er nogle få kilometer. Gennem det meste af 2025 kunne de således kun ses som en meget tynd streg. Nu er der gået 1½ år siden Jorden krydsede ringplanet, og Saturn begynder så småt at ligne sig selv igen. I august 2026 ses ringene under en vinkel på omkring 9°, og det er Saturns sydlige halvkugle, som vender ned mod Jorden. Hældningsvinklen øges i de kommende år, indtil de når den maksimale hældning på 27° i 2032. Herefter lukker ringene sig igen langsomt indtil næste ringplankrydsning i oktober 2038.
Saturn har 274 kendte måner, hvoraf en håndfuld kan ses med et forholdsvist beskedent teleskop. Den klareste er Titan på mag. 8½. Den bruger 16 døgn til en tur omkring Saturn og står længst til venstre for Saturn den 1. og 17. august og længst til højre den 9. og 26. august. Midtvejs mellem disse dato’er passerer Titan enten over eller under Saturn. De øvrige måners position kan følges fra time til time på denne side.
Saturn og Titan den 17. august.
Uranus står tidligt op – dog ikke med hønsene men sammen med et andet husdyr. Uranus ligger midtvejs mellem Plejaderne og Hyaderne i Tyren, og i begyndelsen af august står den op kl. 0:30 og sidste på måneden kl. 22:30. Lysstyrken på mag. 5,7 betyder, at den kun kan ses med det blotte øje under ekstremt gode observationsforhold. Med en prismekikkert er det dog ikke et problem. Kun med et teleskop er det muligt at skelne dens skive på 4”.
Uranus’ bevægelse i løbet af august. Bevægelsen er prograd, dvs. mod øst (mod venstre) i forhold til baggrundsstjernerne.
Tyren er især kendt pga. Plejaderne og Hyaderne men også i lige så høj grad for Tyrens Røde Øje, den røde kæmpe Aldebaran, som ligger i Hyaderne uden dog at tilhøre stjerne-hoben. I begyndelsen af august er der to røde stjerner i Tyren. Den ene er naturligvis Aldebaran, og den anden er planeten Mars, som står midt mellem Tyrens horn. Mars har en lysstyrke på mag. 1.3, hvilket er en del svagere end Aldebarans mag. 0,9. Mars bevæger sig hurtigt og krydser grænsen til Tvillingerne den 12. august.
Mars bane i august.
Mellem den 14. og 16. passerer Mars mindre 1° under den åbne stjernehob M 35. Mars ligger i øjeblikket på den modsatte side af Solen i forhold til Jorden, så afstanden til den er 288 millioner kilometer, hvilket tydeligt ses af dens lille størrelse på blot 5”.
Mars og M 35. Afstanden mellem de vandrette linjer er ¼°.
Under omtalen af Jupiter blev det nævnt, at Jupiter og Merkur – Solsystemets største og mindste planet – passerer tæt forbi hinanden på morgenhimlen den 15. august. Merkur er synlig fra månedens begyndelse, hvor den har den største vinkelafstand fra Solen på 19°, og står op 1½ time før Solen. Da Ekliptika samtidig har en forholdsvis stejl vinkel mod horisonten, når Merkur at komme højt op over horisonten, inden daggryet bliver alt for fremskreden. Største ulempe er, at Merkurs lysstyrke kun er mag. 0,4 de første par mor-gener i august, men som det altid er tilfældet, stiger lysstyrken de kommende morgener, så selv om Merkur kommer til at stå lavere, bliver det kompenseret af den højere lysstyrke. Den 19. står Merkur op tre kvarter før Solen og har en lysstyrke på mag. ÷1,5.
Merkur 1. – 19. august. De første par morgener øges højden, hvorefter Merkurs bane slår en knude på sig selv og hurtigt nærmer sig horisonten. Jupiter er ikke med på skitsen. Den befinder sig i samme retning, og indtil den 15. står den lavere end Merkur og derefter højere.
Månens aktuelle fase: https://svs.gsfc.nasa.gov/5587/