Stjernehimlen i oktober 2026
I oktober står Solen op så sent, at stjernerne endnu ikke er forsvundet i dæmringen, når man går ud for at hente morgenavisen. Man kan derfor ikke undgå at bemærke, at vinterstjernebillederne – især repræsenteret af Orion og Store Hund, som indeholder himlens klareste stjerne Sirius – er dukket frem efter at have været ude af hele sommeren. I det gamle Ægypten brugte man Sirius til at bestemme, hvornår det kunne forventes, at Nilen gik over sine bredder. Præsterne holdt øje med himlen, og når Sirius for første gang lod sig se lige før solopgang, vidste de, at nu var tiden inde. Sirius havde sin såkaldte heliakiske opgang ved sommersolhverv omkring 3000 år f.Kr. og blev derfor sat i forbindelse med Nilens årlige oversvømmelse og med sommerens komme. I dag betyder præcessionen, at opgangen falder noget senere, og da Danmark ligger 30° højere mod nord end Ægypten, varer tusmørket væsentligt længere, så Sirius bliver først synlig i slutningen af august, og dens tilsynekomst markerer snarere sommerens afslutning her hos os.
Sirius’ heliakiske opgang over pyramiderne i Giza.
Bortset fra den senere opgang på grund af præcessionen ser stjernehimlen stort set ud nøjagtig som på de gamle ægypters tid. Stjernerne skifter ganske vist stilling i forhold til hinanden, medens de kredser omkring Mælkevejens centrum, men på grund af den store afstand til dem går der mange tusinde år, før det kan ses uden måleinstrumenter. Af den årsag blev stjernerne tidligere kaldt fiksstjerner (fra latin stella fixae), og de få undtagelser, som flyttede sig, blev kaldt vandrestjerner fra det græske πλανητες. I dag kalder vi disse vandrestjerner for planeter.
I oldtiden kendte man de fem planeter, som kan ses med det blotte øje: Merkur, Venus, Mars, Jupiter og Saturn. Under exceptionelt gode forhold kan man også se Uranus og asteroiden 4 Vesta med det blotte øje, men det kræver, at man ved præcis, hvor på himlen de befinder sig, og det vidste man ikke dengang, for man var slet ikke klare over, at de eksisterer. Uranus blev opdaget ved et tilfælde med et teleskop i 1781 og 4 Vesta ligeledes med et teleskop i 1807. For Vestas vedkommende skete det dog efter en systematisk og målrettet eftersøgning, idet man nogle år forinden havde opdaget tre asteroider. Før den tid var der ikke grund til at spekulere over, om der skulle være mere end syv planeter. De 5 kendte planeter udgjorde sammen med Solen og Månen syv vandrende himmellegemer. Syvtallet blev anset som et magisk og guddommeligt tal. Jorden var ikke en planet. Den sad urokkelig fast i centrum af Universet og var altings midtpunkt.
Stjernehimlen l. oktober kl. 04.
Bemærk at Månen står tæt på Plejaderne. Ved dens opgang kl. 19:37 (gælder for Odense) om aftenen den 30. september står den midt i stjernehoben. Stjernerne er dog vanskelige at se så tæt på horison-ten. Når Månen vender tilbage til samme område den 28. oktober bliver Plejaderne okkulteret umiddelbart efter midnat. På grund af Månebanens ændrede hældning i løbet af disse fire uger bliver der denne gang kun tale om to af ’Syv-stjernens’ øverste stjerner: Taygeta på mag. 4,3 og Maia på mag. 3,8.
Okkultation af Plejaderne den 28. oktober. Månens position er kl. 01. Månen når frem til Taygeta kl. 01:40 og til Maia kl. 02:01.
Af de umiddelbart fem synlige planeter er Merkur den sværeste at finde og det på trods af, at den kan blive lige så lysstærk som Sirius. Problemet er, at den kredser så tæt omkring Solen, at den kun kan ses kort tid før solopgang eller efter solnedgang. I den første halvdel af oktober er der en god mulighed og allerbedst er det den 12. oktober, for denne dag opnår Merkur sin største østlige elongation på 25,2°, dvs. den står langt fra Solen og er synlig på aftenhimlen – hvis man vel at mærke opholder sig på den sydlige halvkugle.
Merkur på aftenhimlen l. oktober set fra Sydafrika ½ time efter solnedgang. Merkur er den mindste af de to planeter på skitsen. Den øverste og klareste er Venus.
Forholdene er ikke nær så gode på danske breddegrader. På aftenen for største elongation går Merkur ned blot 15 minutter efter Solen, så på trods af en lysstyrke på mag. 0, er den umulig at se.
Umiddelbart skulle man tro, at Venus er nemmere at se, fordi den står længere fra Solen end Merkur, men som det fremgår af omtalen i september, forsvandt Venus ud af syne i løbet af september, fordi den befinder sig lavere på Ekliptika end Solen, hvilket indebærer en meget tidlig nedgang på trods af den forholdsvis store vinkelafstand. Faktisk går Venus ned før Solen i oktober på trods af, at den står længere mod øst, og det fortsætter den med indtil konjunktionen den 23. oktober, hvorefter den bevæger sig om på morgenhimlen. Her bliver Venus synlig midt i november som et forvarsel om Betlehemsstjernen, og juleaftensdag står den op ved 04:30 tiden – mere end 4 timer før solopgang.
I mange årtusinder blev Jorden som nævnt ikke betragtet som en planet. I dag burde ingen være i tvivl om, at vi bor på en af Solsystemets planeter, og dag eksisterer der billeder af Jorden optaget fra rumsonder næsten overalt i Solsystemet, og det står klart, at Solens planetsystem blot er et af mange tusinde andre planetsystemer i Mælkevejen.
Venus er Jordens nærmeste naboplanet i retning mod Solen. Den anden vej er det Mars, og den befinder sig i Krebsen næsten hele måneden, idet den krydser grænsen til Løven den 30. oktober.
Mars’ bane i oktober. Betelgeuze og Orions ’kølle’ ses til højre. Den klare ’stjerne’ i Løven er Jupiter.
Den 11. oktober passerer Mars gennem den åbne stjernehob M44 i Krebsen. M44, også kaldet Bistadet, Præsepe eller Krybben, består af omkring 1000 stjerner, hvis klareste medlemmer ligger på mag. 6-6½. Samlet har M44 en lysstyrke på mag. 3,7. Den kan således ses med det blotte øje som en diffus plet eller endnu bedre med en prismekikkert. Mars’ passage gennem hoben gør sig dog bedste gennem et teleskop, idet mange af hobens medlemmer da kan ses som individuelle stjerner, og Mars’ bevægelse i forhold hertil kan registreres i løbet af få minutter. Gennem teleskopet er Mars ikke særlig bemærkelses-værdig, idet dens skive blot har en udstrækning på 6”.
Kortet over Mars’ bane viste også Jupiters position. Solsystemets største planet befinder sig hele måneden i Løven. Den bevæger sig progradt, dvs. mod øst og nærmer sig Løvens klareste stjerne Regulus. Den når dog ikke helt frem, inden den retrograde bevægelse mod vest indledes midt i december forud for oppositionen i februar 2027.
1. oktober står Jupiter op kl. 02:30, og den sidste morgen i oktober finder opgangen sted ganske få minutter før midnat. Det giver god tid til at rette et teleskop mod Jupiter i morgentimerne, og man vil da kunne se, hvordan planetens udstrækning øges fra 33” til 36” i løbet af måneden. Endnu mere interessant er det at følge de fire store måners konstant skiftende position i forhold til Jupiter og til hinanden. Deres aktuelle position kan beregnes på forhånd ved hjælp af dette lille on-line program. Programmet viser også tidspunkterne for månernes passage foran Jupiter, tidspunkterne for hvornår deres skygger kan rammer Jupiter, og tidspunkterne for hvornår de enten passerer bag Jupiter eller forsvinder i dens skygge.
Eksempel på Jupiters måners position. Øverst 5. okt. og nederst 24. okt. I begge tilfælde kl. 05.30.
Saturn kommer i opposition den 4. oktober, så ringplaneten er oppe hele natten. Den befinder sig i Fiskene, og den er nem at identificere, for ingen af Fiskenes stjerner kommer i nærheden af Saturn lysstyrke på mag. 0,3. Se det tidligere viste kort over stjernehimlen den 1. oktober.
Ligesom Jupiter er Saturn en gaskæmpe, men den er dog knap så stor som Jupiter. Jupiters diameter er 142984 kilometer og Saturn er 120536 kilometer. Afstanden til Saturn er 1,4 milliarder kilometer, hvilket er dobbelt så stor som afstanden til Jupiter. Under oppositionen har Saturn en udstrækning på 20” og dertil kommer udstrækningen af ringsystemet på omkring 45”. Ringsystemet ændrer udseende i de kommende år, idet hældningsgraden forøges, fordi synsvinklen fra Jorden ændres. I oktober er hældningen 7½°, og den forøges indtil maksimal hældning på 27° i 2032.
Ifølge den seneste opdatering fra Den Internationale Astronomiske Unions Minor Planet Center har Jupiter 101 bekræftede måner. Saturn har endnu flere. Her er antallet 285. Der opdages hele tiden nye måner i kredsløb om de to gaskæmper, hvilket betyder, at antallet jævnligt bliver revideret. Langt hovedparten er meget små, og kun nogle få stykker kan ses gennem almindelige teleskoper. For Jupiter er det de fire førnævnte galilæiske måner, og for Saturn vedkommende kan positionen for de syv klareste ses på dette on-line program. Titan er den nemmeste at se. Men en lysstyrke på mag. 8½ kan den ses i selv et beskedent teleskop, når den i løbet af 16 døgn tager en rundtur omkring Saturn.
De fleste af Saturns store måner kredser nogenlunde i Saturns ækvatorplan, og dermed også i samme plan som ringsystemet. På de tidspunkter, hvor synsretningen fra Jorden falder i samme retning som ringplanet, vil disse måner i lighed med Jupiters fire store passere ind foran Saturn og kaste en skygge på planetens skydække. Senest ringplanet blev passeret var i marts 2025, og 1½ år senere her i oktober 2026 er afvigelsen fortsat ikke større, end sådanne transitter og skyggepassager kan forekomme. Bortset fra Titan er Saturns måner imidlertid ikke nær så store som Jupiters galilæiske, hvilket betyder at skyggen er meget mindre, så det kræver et stort teleskop, en stor forstørrelse og gode observationsforhold. Eksemplet herunder er Saturns 5. største måne Thetys på 1060 kilometer. Passagen finder sted efter midnat på oppositionsnatten den 4. oktober.
Thetys og dens skygge.
Uranus ligger midtvejs mellem Plejaderne og Hyaderne i Tyren. Med en lysstyrke på mag. 5,6 er den nem at se i en prismekikkert, og under gode forhold kan den også ses med det blotte øje, men trods det blev den først opda-get ved et tilfælde af William Herschel med et teleskop i 1781. Den var blevet set adskil-lige gange tidligere af andre astronomer, men de antog den alle sammen for en stjerne. Gennem sit store teleskop kunne Herschel skelne dens lille skive på 4” fra de mere punktformede stjerner i nærheden, og han troede i første omgang, at det var en komet.
Herschels notater fra 13. marts 1781.
Uranus mellem Plejaderne og Hyaderne. Den lille firkant vises i forstørrelse herunder.
Uranus’ retrograde bevægelse i løbet af oktober 2026. De to stjerner A² og A¹ har Flamsteednumre 39 Tau og 37 Tau. Deres lysstyrke er henholdsvis mag. 5,9 og mag 4,4. ?² og ?¹ har Flamsteednumre 50 Tau og 43 Tau, og deres lysstyrker er mag. 4,9 og mag. 5,5. 51 og 53 Tau har mag 5,5.
Neptun var i opposition i slutningen af september. Den befinder sig i Fiskene omkring 8° vest for Saturn, og er oppe det meste af natten. Med en lysstyrke på mag. 7,7 bliver den først synlig, når den er kommet så højt op på himlen, at lufturo og atmosfærisk absorption kun generer minimalt. Det er et forholdsvist stjerntomt område. De nærmeste klare stjerner er 27, 29, 30 og 33 Psc, som har lysstyrker på mellem mag 4. og 5. Se nærmere omtale og et kort under stjernehimlen i september. I oktober fortsætter Neptun sin retrograde bevægelse, og bevæger sig et lige så langt stykke i pilens retning, som den gjorde i september.
Det blev i indledningen nævnt, at asteroiden 4 Vesta under optimale betingelser kan ses med det blotte øje. Det gælder under dens oppositioner, hvor den er tættest på Jorden. Vesta bruger 3,63 år til en omkredsning af Solen, og Jorden bruger som bekendt ét år. Jorden ’overhaler’ derfor med jævne mellemrum asteroiden, der derved kommer i opposition ca. hver 16. måned. Det er dog langt fra, at alle oppositioner er lige gunstige, for Vestas bane er elliptisk med en perihelafstand på 2,15 AU og en aphelafstand på 2,57 AU. Vesta er kun klarere end mag. 6 og dermed synlig for det blotte øje, når oppositionen forekommer nærheden af perihel, og fra danske breddegrader er betingelserne bedst, når Vesta står så højt på himlen som muligt.
Vesta kommer i opposition den 13. oktober. Det er omtrent samtidig med Neptuns og Saturns opposition henholdsvis den 25. september og den 4. oktober. Vesta må derfor skulle findes i nærheden af Fiskene, og det er da også tilfældet, idet den befinder sig i Hvalen umiddelbart under Fiskene.
Vestas bane i oktober. Lysstyrken på θ (Theta) og η (Eta) Cet er mag 3,5.
Detailkortet har en bredde på 9°.
En udfordring er, at det er et område uden klare referencestjerner og at det ikke er en gunstig opposition, idet Vesta kun opnår en lysstyrke på mag. 6,5. På kortet refererer numrene til den pågældende stjernes lysstyrke, som alle er sammenlignelig med Vestas. Vesta identificeres ved den ’stjerne’ som ikke er med på kortet, og ved at vende tilbage til samme område med en eller to nætters mellemrum. Herved kan det konstateres, at Vesta har flyttet sig i forhold til baggrundsstjernerne.
Den første asteroide blev fundet ved et tilfælde den 1. januar 1801. På denne nat var den italienske astronom Giuseppe Piazzi i færd med at revidere et stjernekatalog, da han i stjernebilledet Tyren opdagede et svagt objekt af 8. størrelse, og som han i første omgang antog for en haleløs komet. På grundlag af Piazzi’s få positionsbestemmelser var den tyske matematiker Karl Friede rick Gauss i stand til at beregne en bane, og det viste sig, at det fundne objekt var en lille planet, som kredser mellem Mars og Jupiter. Planeten fik navnet Ceres, og er i dag kendt som den største af de efterhånden talrige asteroider.
Egentlig kom det ikke som den helt store overraskelse, at der blev fundet en planet med denne bane. I 1766 havde J. D. Titius gjort opmærksom på en besynderlig regelmæssighed i planeternes afstande fra Solen. Ved at manipulere med en række tal kom han frem til en serie, der med forbavsende nøjagtighed viste planeternes middelafstande fra Solen i forhold til Jordens afstand. Opdagelsen blev offentliggjort i 1772 af J. E. Bode og kaldes i dag Titius-Bodes lov. Da William Herschell opdagede Uranus i 1781 passede dens afstand i talrækken, men man var også opmærksom på, at de manglede en planet mellem Mars og Jupiter.
I 1800 oprettede en række tyske astronomer det såkaldte “Himmelpoliti”, hvis opgave var at finde den manglende planet ved systematisk at udforske stjernehimlen langs Ekliptika. Da Piazzi tilfældigvis opdagede Ceres, kom han således Himmelpolitiet i forkøbet. Ceres viste sig dog at være ret lille, og Himmelpolitiet fortsatte sit arbejde. Det lykkedes i løbet af de næste par år at finde yderligere tre småplaneter, nemlig Pallas, Juno og Vesta. Herefter skete der ikke noget før 1845, hvor den 5. asteroide, Astrea, blev opdaget af en tysk amatørastronom. Siden hen er der som bekendt fundet utallige småplaneter. Antallet er omkring 1,4 million, hvoraf 900.000 har et officielt katalognummer, medens resten venter på bekræftelse.
En mindre meteorsværm i oktober er Draconiderne, som også er kendt som Giacobinider-ne på grund af deres ophavskomet 21P/Giacobini-Zinner. I 1933 og 1946 var der en reel meteorstorm, og der var stærk aktivitet i 1985, 1998 og 2011. De fleste år er aktiviteten dog meget lille, hvilket også forventes at blive tilfældet i 2026. Draconidernes radiant lig-ger lige til højre for Dragens hoved, og eftersom meteorerne er langsomme, er det let skel-ne dem fra eventuelle sporadiske meteorer. Fra Danmark er radianten over horisonten hele natten og er højest på himlen i de tidlige aftentimer. I modsætning til de fleste andre mete-orsværme ses Draconiderne derfor bedst inden midnat. En forsigtig forudsigelse siger, at maksimum falder den 9. oktober kl. 01 UT, svarende til kl. 03. dansk sommertid. Der er nymåne den 10. oktober, så Månen vil ikke være på himlen.
Draconidernes ophavskomet er som nævnt en lille, periodisk komet 21P/Giacobini-Zinner. Kometen bevæger sig i en bane, som fører den ind i nærheden af Jordens bane og dens fjerneste afstand ligger lige udenfor Jupiters bane. Omløbstiden om Solen er 6,6 år.
Det udkastede materiale fra kometen er ikke fordelt jævnt i hele dens bane. Meget af det er stadig samlet i klumper i nærheden af kometen, så når den passerer i nærheden af Jorden, kan der forekomme en meteorstorm med hundredvis eller endda tusindvis af meteorer. I 1933 og 1946 blev der iagttaget flere tusinde meteorer i timen, og i årene 1985, 1998, 2011og 2018 forekom et øget antal, uden at det dog blev til meteorstorme. Udbruddet i 2018 forekom efter 21P/Giacobini-Zinners perihelpassage den 10. september 2018, hvor afstanden til Jorden var den mindste i de seneste 72 år.
Den seneste perihelpassage var den 29. marts 2025. Det betyder, at støvpartiklerne fra den stadig er ret tæt på Jorden i 2026. Kommer der en meteorstorm i år. Forudsigelse siger sandsynligvis ikke … men man ved jo aldrig.
Orion står op lige før midnat, og udover at pryde himlen og varsle den kommende vinter, kommer dette markante stjernebillede i fokus på anden vis i oktober. Meteorsværmen Orioniderne har maksimum natten mellem den 20. og 21. oktober. Den tiltagende måne går ned omkring kl. 01:30, og inden da står den i Vandmanden et godt stykke fra radianten i Orion, hvilket betyder, at der er nogenlunde gode betingelser her i 2026. ZHR ligger på omkring 20, men i lighed med alle andre meteorsværme gælder, at denne værdi kun forekommer under helt ideelle betingelser. Man må derfor altid forvente et noget lavere antal meteorer. Orioniderne bevæger sig meget hurtigt. Støvpartiklerne rammer Jordens atmosfære med en hastighed på omkring 66 kilometer i sekundet, hvilket betyder, at de brænder op og fordamper fuldstændig i løbet af ganske få sekunder. En særlig karakteristisk egenskab ved Orioniderne er, at der ofte forekommer en efterglød, som bliver stående på himlen i et stykke tid efter, at selve meteoret er forsvundet.
Orionidernes ophavskomet er Halleys komet, som desuden også er ophavskomet til Eta Aquariderne i maj. Orionidernes radiant ligger i den nordlige del af Orion over den røde Betelgeuze og kommer således til syne omkring midnat, men det er bedst at vente endnu et par timer, til den er kommet højere op på himlen. Meteorerne forekommer over hele himlen, og de iagttages bedst, såfremt man ikke ser direkte mod radianten, fordi de da bevæger sig et længere stykke hen over himlen og dermed trækker et længere spor, end når de har retning direkte fra radianten til iagttageren. Såfremt der skulle være overskyet på maksimumsnatten, er der ikke grund til at fortvivle. I nætterne før og efter maksimum er raten ofte næsten lige så høj som under selve maksimum, idet Orioniderne er en bred sværm, som har forøget aktivitet i en uges tid omkring maksimum.
Orionidernes radiant står højest på himlen mod syd ved fem-tiden om morgenen. Det er lige før daggry, hvilket dermed er det mest optimale tidspunkt til at iagttage meteorerne.
Orioniderne er aktive i det meste af oktober, men i yderpunkterne er der så få meteorer, at der forekommer flere sporadiske. Når aktiviteten er klinget af, er det også tid til at tage afsked med sommeren, for sommertiden slutter natten mellem lørdag den 24. og søndag den 25. oktober. Kl. 03 skal uret sættes én time tilbage til kl. 02.
Månens karakteristiske træk er de mange kratere. Hvor mange der er, vides ikke præcist. Det anslås, at der er omkring en million på mere end en kilometer i diameter, og omkring 500 millioner større end 10 meter. Kun et fåtal heraf er navngivet. Det er langt fra alle, der kan ses fra Jorden. Gennem selv de største teleskoper ligger grænsen på omkring ½ til 1 kilometer i diameter. Jordens atmosfære slører fine detaljer, og lysets bølgelængde og optikkens love sætter en grænse for en opløsningsevne på cirka 0,05 til 0,1 buesekunder.
Den 5. august kl. 06:36 UT (08:36 dansk sommertid) 2026 fik Månen et nyt krater, hvilket ikke var en overraskelse, for det blev ikke dannet af en asteroide, men af det øverste trin på en SpaceX Falcon 9-raket, som havde været i kredsløb om Månen i to år, efter at den havde afleveret to månelandere, Blue Ghost-1 og Hakuto-R Mission 2. Rakettrinnet var blevet fulgt siden da, og i september 2025 blev det beregnet, at det ville styrte ned på Månen i august 2026. Rakettrinet vejede 3,9 tons og ville ramme Månen med en hastighed på 8700 kilometer i timen. Astronomerne hos NASA beregnede, at krateret ville blive 18 meter i diameter og med en dybde på 4 meter.
Nedslaget fandt sted nær Einstein-krateret helt ude ved Månens rand, og der var en lille mulighed for, at det kortvarige glimt fra nedslaget ville kunne ses fra Jorden gennem et teleskop. Ingen af de mange professionelle og amatører, som holdt øje med Månen, så noget. Det blev dog rapporteret om en støvsky, som var synlig i 10 minutter. Et par dage efter passerede NASAs Lunar Reconnaissance Orbiter over stedet og ved at sammenligne med tidligere optagelser blev det nye krater bekræftet.
Nedslagsområdet fotograferet før og efter af Lunar Reconnaissance Orbiters Narrow-Angle Camera.