Stjernehimlen i september 2026
Ifølge den traditionelle inddeling af året i fire årstider på vore breddegrader er september den første efterårsmåned. Set med astronomiske briller begynder efteråret dog først ved efterårsjævndøgn, dvs. det tidspunkt hvor Solen står lodret over Jordens ækvator. Siden forårsjævndøgn har Solen befundet sig nord for himlens ækvator (som er en projektion på stjernehimlen af Jordens ækvator), men den 23. september krydser den ækvator for sydgående, og da forårsjævndøgn faldt den 20. marts, kan man hurtigt regne ud, at årstiderne ikke er lige lange. Der er 187 dage fra 20. marts til 23. september og kun 178 dage fra 23. september til 20 marts.
Jorden bruger som bekendt ét år til et omløb om Solen, men da dens bane er ellipseformet, bevæger den sig ikke med konstant hastighed. Den bevæger sig langsomst, når den er længst fra Solen, og som banen er i øjeblikket, er afstanden størst i begyndelsen af juli og mindst i begyndelsen af januar. Jorden bruger derfor længere tid om at bevæge sig fra forårsjævndøgn til efterårsjævndøgn end fra efterårsjævndøgn til forårsjævndøgn. På den nordlige halvkugle er sommerhalvåret som nævnt over en uge længere end vinterhalvåret.
Jordens bane om Solen i 2026. Ellipseformen er stærkt overdrevet.
Med septembers komme er det tydeligt, at sommeren går på hæld, og at dagene er blevet kortere. Den 1. september er dagen dog fortsat længere end natten, idet Solen den 1. september står op kl. 06:24 og går ned kl. 20:12, hvilket giver en dagslængde på 13 timer og 48 minutter. Bemærk at tiderne gælder for Odense. Når vi når slutningen af måneden, er det modsat. Den 30. september er Solen kun oppe i 11 timer og 38 minutter. Den står op kl. 07:19 og går ned kl. 18:57. I mellemtiden har vi passeret efterårsjævndøgn, hvor Solen ifølge gammel lærdom står op kl. 6 om morgenen og går ned kl. 18 om aftenen, så tidspunkterne ser umiddelbart forkerte ud. Der er imidlertid fortsat sommertid i september, så det borgerlige ur er én time foran det astronomiske.
Hvis man går ud tre kvarter efter solnedgang, dvs. når tusmørket nogenlunde er overstået, vil man bemærke, at stjernerne stort set står i samme kompasretning og højde, når de begynder at dukke frem. Under normale omstændigheder står stjernerne omkring 1° længere mod vest og går ned 4 minutter tidligere end aftenen i forvejen. Det er naturligvis ikke stjernerne, som bevæger sig, men årsagen er Jordens kredsløb omkring Solen. I løbet af ét år tager den en omgang på 360°, svarende til ~1° pr. døgn. Her i den første efterårsmåned går Solen ned 2-3 minutter tidligere hver aften. Man skal derfor gå udenfor tidligere end aftenen i forvejen, og den tidligere solnedgang udligner næsten stjernernes bevægelse mod vest, hvilket forklarer aftenhimlens uforanderlighed fra aften til aften.
Aftenhimlen tre kvarter efter solnedgang henholdsvis 1. september og 30. september.
Et interessant fænomen i september er fuldmånen, den såkaldte Høstmåne. Månen ser dog ikke anderledes ud i september end i andre måneder, men dens optræden på aftenhimlen er anderledes. Månen bruger ca. 4 uger til en omkredsning af Jorden, og på grund af dens østgående bevægelse står den gennemsnitlig op 50 minutter senere hver dag. Men gennemsnitlig betyder, at der er store variationer i årets løb.
Om efteråret ligger Ekliptika næsten vandret mod horisonten om aftenen. Når det er fuldmåne, står Månen (naturligvis) op ved solnedgang, og i dagene efter er opgangstidspunktet kun forskudt nogle få minutter. Man har derfor en klart lysende måne på østhimlen lige efter solnedgang mange aftener i træk. Før selvbinderens og mejetærskerens opfindelse faldt høsten som regel først i september, og da bonden kun havde en le eller et segl, kunne han knap nok nå at blive færdig, før det tidlige efterårsmørke faldt på. Høstmånen lyste derfor meget bekvemt den ene aften efter den anden og tillod høstfolkene at fortsætte arbejdet lang tid efter solnedgang.
I 2026 er der fuldmåne den 26. september, og tabellen herunder viser Månens opgangstidspunkt i dagene før og efter. Under normale omstændigheder ville der have været omkring 5 timers forskel på opgangstidspunktet i det pågældende tidsrum. Såfremt fuldmånen falder endnu tættere på jævndøgn, er virkningen større, og en yderligere forstærkning opstår periodevis, dels fordi Månens bane hælder 5,1° i forhold til Ekliptika, og dels fordi dens knudepunkter foretager en tur hele vejen rundt på 18,6 år. To gange i denne periode vil dens bane derfor ligge endnu mere vandret i forhold til horisonten end på de øvrige tidspunkter.
Fuldmånen den 26. september. Bemærk at Månen står op før solnedgang, hvilket skyldes, at Månen ligger højere end Ekliptika. Månen når således at afløse Solen, før denne går ned. Dette ville bonden have haft god nytte af, hvis kornmarken fortsat blev mejet med håndkraft.
Ofte er der mange stjerneklare nætter i september, og stjernehimlen på denne årstid har meget at byde på, og det gælder både for himlen mod nord og for himlen mod syd.
Stjernehimlen mod nord ved midnat midt i september.
Når man vender ansigtet i nordlig retning, fanges blikket først og fremmest af de syv klare stjerner, som danner den karakteristiske figur, der på vore breddegrader går under navnet Karlsvognen. Karlsvognen er imidlertid ikke et ’rigtigt’ stjernebillede, idet den er en del af Store Bjørn. Dette navn antyder, at der også må være en Lille Bjørn, og dette er ganske korrekt, idet Nordstjernen, der som bekendt findes ved at trække en linje gennem de to bagerste stjerner i Karlsvognen, sidder i halespidsen af Lille Bjørn. Lidt vanskeligere er det at finde Dragen, hvis hale begynder midt mellem Store og Lille Bjørn. Herfra vrider uhyret sig i en bue omkring Lille Bjørn og ender med hovedet i nærheden af Herkules. I mytologien blev Herkules Dragens overmand, og på gamle stjernekort er han afbildet med den ene fod på den slagne drages hoved.
En anden klar stjerne i området er Arcturus i Bootes – eller Bjørnevogteren, som stjernebilledet kaldes på dansk. Arcturus findes ved at følge buen på Karlsvognens vognstang. Arcturus går ned inden midnat, og omkring samme tidspunkt kan man så småt begynde at se vinterstjernebilledet Tvillingerne. Den første stjerne, som bliver synlig i Tvillingerne, er Castor, som har en så høj deklination, at den kun befinder sig under nordhorisonten i nogle få timer. Ligeledes bliver vinterstjernebilledet Tyren med hovedstjernen Aldebaran og den åbne stjernehob Plejaderne (Syvstjernen) synlig på østhimlen længe inden midnat.
Mod nordøst ses den cirkumpolare Capella i Kusken, medens Cepheus og Cassiopeia fra sagnet om Andromeda står i Zenith.
Stjernehimlen mod syd ved midnat midt i september.
Sommertrekanten står trods navnet stadig højt på himlen mod sydvest, og dens fætter, Pegasusfirkanten, står mod sydøst. Under Pegasus ses tre af de mindre fremtrædende stjernebilleder på Ekliptika.
Stenbukkens og Vandmandens stjerner er forholdsvis svage, og Vandmanden genkendes bedst på fire stjerner, som danner en figur, der minder om Mercedes’ logo. Figuren kaldes Vandkrukken, og på gamle stjernekort løber der vand ned i munden på Fomalhaut, som er den klareste stjerne i Sydlige Fisk.
Det tredje af de nævnte stjernebillede er Fiskene, hvis tydeligst genkendelige mønster udgøres af den vestligste af fiskene umiddelbart under Pegasusfirkanten. Resten af stjernebilledet består af en række stjerner, der symboliserer den snor, som i mytologien er bundet til fiskenes haler og forhindrer, at de bliver væk for hinanden. Fiskene ser lidt anderledes ud i år, fordi planeten Saturn befinder sig i dette område.
Sommertrekanten mellem Svanen og Ørnen er hjemsted for en række små stjernebilleder og adskillige interessante objekter. En af historiens bedst kendte pile er den, som Wilhelm Tell afskød i 1307 mod et æble placeret på sin søns hoved. Der er dog tale om en myte, og den pil, vi kan finde på himlen, stammer også fra en myte. Ifølge en af de græske myter afskød Herakles (Herkules) pilen for at dræbe Ørnen, som Zeus havde sendt til Jorden for at straffe Prometheus som gengældelse for at have stjålet ilden fra guderne. Andre græske sagn tillægger Skytten, Kentauren eller endda Cupido æren som afsender af Pilen.
Sommertrekanten.
Pilen er dannet af fem svage stjerner midtvejs mellem Altair og Deneb langs den østvendte side af Sommertrekanten. Det lille stjernebillede kan lige netop være indenfor synsfeltet på en prismekikkert, hvilket giver mulighed for at sammenligne stjernernes lysstyrker og farver. To af stjernerne langs Pilens skaft, δ og γ, er røde kæmper, medens pilespidsen ε er en orange kæmpe. De to stjerner, som repræsenterer fjerene i Pilen, α og β, er gule kæmper. Hvis man indstiller kikkerten en lille smule ude af focus, bliver lyset spredt ganske let ud, så farverne tydeligere træder frem. Pilen kan også byde på en stjernehob mellem δ og γ. Den åbne stjernehob M71 kan med en lysstyrke på omkring mag. 9 være vanskelig at se, med mindre himlen er helt mørk.
Pilen viser vej til to interessante objekter, der befinder sig i det svage nabostjernebillede Ræven, der blev ’opfundet’ i 1687 af den polske astronom Johannes Hevelius, der fremstillede det som en ræv, Vulpecula, der bærer en gås i gabet. Ræven er en lille uanseelig konstellation og består af meget svage stjerner, som ikke danner et tydeligt mønster, men stjernebilledet kom dog i astronomernes fokus og nåede nyhedsspalterne i 1967, da den unge engelske astronomistuderende Jocelyn Bell opdagede den første pulsar i netop dette stjernebillede. Ræven har et areal, der gør den til nr. 55 i størrelse af de i alt 88 stjernebilleder, og den har kun ét Messierobjekt, M27 eller Håndvægttågen.
Pilen som vejviser.
Omkring et kikkertsynsfelt nord for pilespidsen, eta, ses M27 som en firkantet sløret plet. Det er den først fundne planetariske tåge, og på fotografier minder den netop om en håndvægt, eller måske om det afgnavede æbleskrog fra Wilhelm Tells berømte æble. Eftersom Ræven befinder sig i et af Mælkevejens stjernerige områder, ses Håndvægttågen omgivet af så mange stjerner, at den næsten forekommer at være tredimensionel.
Håndvægttågen.
Normalt er der ingen problemer med at finde Håndvægttågen, fordi den har en samlet lysstyrke på mag. 7,4 og samtidig er forholdsvis stor i udstrækning. Den måler 8′ × 6′, hvilket er omkring ¼ af Månens tilsyneladende størrelse.
M27 tilhører en særlig gruppe objekter kaldet planetariske tåger. Dette navn kan synes misvisende, idet de intet har med planeter eller planetdannelse at gøre. Navnet stammer fra William Herschel, der som bekendt opdagede Uranus den 13. marts 1781. Denne opdagelse skaffede ham straks berømmelse, og den efterfølgende velstand betød, at han kunne bruge al sin tid på at konstruere teleskoper og observere nattehimlen. I sin beskrivelse af M27 noterede han, at dens grønne farve og runde form mindede om Uranus ved dens opdagelse. Han indførte derfor benævnelsen planetarisk tåge for disse objekter.
Ved afslutningen af sin livscyklus vil en stjerne med masse omtrent som Solens svulme op til en rød kæmpe mange gange den oprindelige diameter. Herefter begynder den endelige og afsluttende fase, hvor der dannes kulstof og ilt i stjernens centrum, hvorefter dens energikilde ophører med at tilføre nyt brændstof, og stjernen vil falde sammen. Efter kort tid bliver kollapset efterfulgt af et udadrettet tilbageslag, som kaster op mod halvdelen af stjernens oprindelige masse ud i det omgivende rum. Det er denne proces, som danner en planetarisk tåge med resterne af stjernen som en hvid dværg i centrum af den udkastede gasskal. Om 5-6 milliarder år vil Solen gennemgå samme fase som stjernen, der skabte M27, og den vil på lignende vis ende som en hvid dværg.
Det andet interessante objekt i Ræven er The Coathanger, dvs. Bøjlen, der også er kendt som Brocchi’s Cluster og mere formelt som Collinder 399. Bøjlen ligger på forbindelses-linjen mellem Vega og Altair. Fra Pilens fjer, a og b, skal man ca. et kikkertsynsfelt opad og til højre. Bøjlen kan ses med det blotte øje men gør sig bedst gennem en prismekikkert, og det er et overraskende syn, når man får den i synsfeltet. Seks stjerner ligger i en næsten lige række, og under dem er fire andre i en halvcirkel, som minder om krogen på bøjlen. Udseendet svarer således ganske godt til det uofficielle navn på denne lille samling stjerner, som allerede blev omtalt af den persiske astronom Al Sufi i 964, og tre af stjernerne har endda senere fået Flamsteed numre. Der er dog ikke tale om en stjernehob men en række stjerner, som tilfældigvis ses i samme retning.
The Coathanger
Svanen er det ene af de tre stjernebilleder, hvor hovedstjernerne udgør Sommertrekanten. De fleste stjernebilleder har kun ringe lighed med den figur, de er opkaldet efter. En af undtagelserne herfra er Svanen. Ikke alene har den en form som en fugl med udstrakte vinger – den ligner faktisk specifikt en svane. Svanen flyver højt over hovedet sommeren, men alligevel får den ikke altid den opmærksomhed, den fortjener, fordi himlen ikke er lige så mørk som om vinteren, hvor Tyren, Orion, Cassiopeia, Tvillingerne og de øvrige vinterstjernebilleder er velkendte. Svanen kan imidlertid også ses i efterårsmånederne.
Svanen. Uranias Mirror.
Deneb – Alfa (α) Cygni – sidder i spidsen af Svanens hale og er en af den nordlige halvkugles mest spektakulære stjerner. Med en størrelsesklasse på mag. 1,25 er det den 19. klareste stjerne på nattehimlen, men dette er langt fra sandheden om stjernen. Mange af himlens klareste stjerner har høj lysstyrke på grund af deres nærhed. Tænk f.eks. på Vega eller Sirius, som i kosmisk målestok er Solens nabostjerner, og de er i sig selv ikke særlig lysstærke. Med Deneb forholder det sig anderledes. Afstanden kendes ikke præcis og angives til et sted mellem 1500 og 3000 lysår. Den visuelle lysstyrke på mag. 1,25 skyldes, at Deneb er en blå superkæmpe, som udsender 50000 til 200.000 gange mere lys Solen.
Albireo – Beta (β) Cygni sidder i den modsatte ende af Svanen og udgør dens hoved. Albireo er trods benævnelsen b kun den tredjeklareste stjerne i stjernebilledet, idet Gamma Cygni er klarere. Albireo har en lysstyrke på mag. 3, og er en af himlens bedst kendte dobbeltstjerner. Parret består af en gul/orange kæmpestjerne og en svagere, varm blå stjerne. Komponenternes afstand er 34”, og den store farveforskel gør Albireo til en af de mest kontrastrige dobbeltstjerner, som kan observeres med selv små teleskoper.
Albireo.
Sadr – Gamma (γ) Cygni – repræsenterer Svanens krop. Ligesom hos Deneb er afstanden til den meget stor, idet den er omkring 1800 lysår. Den er dog en del svagere, idet lysstyrken er mag. 2,2. Imidlertid ligger den i en stor gas- og støvsky, og den ville måske være en halv magnitude klarere, hvis tågen ikke var der.
Fawaris – Delta (δ) Cygni – danner den ene af Svanens vinger. Det er en hurtigt roterende, meget varm B-klasse stjerne, og selvom den ikke er væsentligt større end Solen, har den alligevel en meget højere absolut lysstyrke. Der er også to mindre ledsagestjerner, så d er et tredobbelt system.
Aljanah – Epsilon (ε) Cygni – er Svanens anden vinge, og af de fem stjerner, der danner den grundlæggende omrids af Svanen, er e den som ligger nærmest. Afstanden til den er blot 73 lysår.
Der et utal af andre svagere stjerner i Svanen, for den ligger midt i Mælkevejen. Det betyder imidlertid også, at en del af stjernerne er skjult bag store gas- og støvskyer.
Hvis man gør sig lidt umage, kan man måske få øje Venus lige efter solnedgang. På trods af Venus’ store lysstyrke skal man imidlertid se godt efter, for selv om vinkelafstanden mellem Venus og Solen den 1. september er 44°, befinder den lysstærke planet sig meget lavt på himlen og går ned 35 minutter efter Solen. Se nærmere omtale herom under stjernehimlen i august. For hver aften der går, står Venus lavere og lavere efter solnedgang, og det er kun den store lysstyrke på mag. ÷4½, som i det hele taget gør den synlig så lavt på himlen.
Årsagen hertil er, at Venus nærmer sig nedre konjunktion, hvilket dog først er den 24. oktober. Venus er klarest, jo tættere den er på Jorden, hvilket jo egentligt er logisk, idet dens skive da ser størst ud. Når Venus imidlertid er allertættest på Jorden, ser vi den i samme retning som Solen, og vi kan derfor enten slet ikke se den eller i bedste fald kun se et meget smalt segl på samme måde, som når Månen er ny og befinder sig mellem Jorden og Solen. For Venus’ vedkommende er den mest optimale fase og lysstyrke, når dens skive er 26% belyst. Denne stilling forekommer ca. 35 dage før og efter nedre konjunktion, og Venus befinder sig da i en afstand fra Jorden, hvor dens skive ses under en diameter på 41”. Venus når sin største lysstyrke på mag ÷4,8 den 18. september, men på dette tidspunkt er den praktisk talt forsvundet ud af syne på aftenhimlen
Venus’ skive og dermed fase kan ikke ses med det blotte øje. Der skal bruges et teleskop, og gennem et sådant vil man vil kunne se, at Venus den 1. september har en udstrækning på 31” og er 38% belyst. Ved månedens udgang spænder Venus over 48” og er 16% belyst. Herefter går det stærkt og umiddelbart forud for konjunktionen er der kun et lille smalt segl tilbage.
Venus’ faser forud for nedre konjunktion.
Fra vore breddegrader forsvinder Venus desværre ud af syne i løbet af september, fordi dens nedgang falder tidligere og tidligere. Årsagen hertil er den førnævnte lave højde over horisonten, og dette har naturligvis også sin forklaring. I øjeblikket befinder Venus sig lavere på Ekliptika end Solen, og som det fremgår af nedenstående illustration, betyder det en meget tidlig nedgang på trods af den forholdsvis store vinkelafstand mellem Solen og Venus. Fra sydligere himmelstrøg og især syd for Jordens ækvator er situationen omvendt. Her står Venus højere, fordi Ekliptika står meget stejlere mod horisonten efter solnedgang om efteråret.
Venus ved solnedgang den 23. september. Den orange linje er Ekliptika, og som det ses, går Venus ned samtidig med Solen, fordi den befinder sig langt under Ekliptika. Læg også mærke til, at Solen går ned præcist i vest. Der er jo efterårsjævndøgn netop denne dag.
Det skal tilføjes, at Solen ligger præcist på Ekliptika, idet denne linje er defineret som den bane, Solen tilsyneladende følger blandt stjernerne i årets løb. I virkeligheden er det jo Jorden, som bevæger sig rundt om Solen, men set fra vores perspektiv ser det ud som om, det er Solen som bevæger sig.
Venus høje lysstyrke og den store vinkelafstand fra Solen betyder, at den under gunstige omstændigheder kan ses i dagslys, særligt såfremt man anvender en prismekikkert. Det kræver naturligvis, at man ved præcist, hvor på himlen man skal lede, og det kræver også, at himlen er fuldstændig klar, dvs. den mørkeblå himmel, man kan opleve på tørre og kølige septemberdage. Det største problem er, at Venus står så lavt, som tilfældet er i øjeblikket, for jo tættere et himmellegeme står på horisonten, jo større en del af dets lys skal passere gennem Jordens atmosfære, før det når vores øjne. Det bedste tidspunkt at forsøge at finde det lille lysende punkt er, når Venus kulminerer, dvs. står højest på himlen mod syd. På Heavens-above kan man for hver dag se, hvornår Venus (og de øvrige planeter) kulminerer, og i hvilken højde de står det pågældende tidspunkt.
En særlig mulighed kommer den 14. september, hvor Månen passerer foran Venus, så denne dag kan Månen bruges som vejviser. Okkultationen begynder i Odense kl. 11:38, hvilket er så tidligt efter Månens opgang, at Månen og Venus kun står i en højde på 2° over horisonten og derfor i praksis ikke kan ses. Okkultationen er slut kl. 12:39, og her er Månen kommet op i en højde på 8°. Resten af eftermiddagen fjerner Månen og Venus sig gradvist fra hinanden, idet Månen bevæger sig mod øst med en hastighed på omkring sin egen diameter pr. time. Når Venus kulminerer kl. 15:37 den 14. september (gælder for Odense) står den i en højde på 17½°. Månen står 1½ grad længere mod øst og 1° lavere end Venus.
Heldigvis vil Venus som nævnt være tæt på sin største lysstyrke midt i september. Det vil derfor være forholdsvis let at se den gennem en prismekikkert eller et teleskop. Den 14. september har Venus’ skive en diameter på 37” og en fase på 29%. Månen vil være 12% belyst. Venus’ fase kan kun ses gennem et teleskop, og såfremt man benytter et sådant og evt. tager et billede, kommer det til at minde om de billeder, vi har set fra Apollo og Artemismissionen. Blot er det ikke Jorden, som ses med Månen som forgrund.
Venuspassagens afslutning set gennem et teleskop.
Venusokkultationen den 14. september. Skitsen viser situationen kl. 13 umiddelbart efter okkultationens afslutning. Månen står i en højde på 10°.
Neptun står op umiddelbart efter solnedgang, men pga. den lave lysstyrke på mag. 7,8 bliver den først synlig, når den efter et par timer er kommet højere op på himlen. Neptun befinder sig i Fiskene, og kommer i opposition den 25. september. Neptun kan ikke ses med det blotte øje, og desværre står fuldmånen i Fiskene under oppositionen, men trods det er Neptun indenfor rækkevidde af en prismekikkert eller et mindre teleskop. Der er kun få klare stjerner i området (se kortet over området i august 2026) og det mere detaljerede herunder, hvor Neptuns retrograde bevægelse er angivet med en blå linje.
Bemærk det indsatte kort i højre hjørne. Natten mellem den 3. og 4. passerer Neptun 1’ over en stjerne på mag. 8,6. Natten mellem den 24. og 25. passerer Neptun i samme afstand under en anden stjerne, som ligeledes har en lysstyrke på mag. 8,6.
Neptuns opposition den 25. september falder dagen efter en dato, som huskes af alle, som er interesseret i astronomiens historie. Neptun blev nemlig opdaget natten mellem den 23. og 24. september 1846 af Johann Galle og Heinrich d’Arrest med en 9½” Frauenhofer refraktor. De to opdagere vidste dog godt, hvor de skulle lede, for de havde fået kendskab den position, som en fransk og en engelsk matematiker, Urbain Le Verrier og John Couch Adams, uafhængigt af hinanden havde fundet frem til efter en meget omfattende matematisk beregning. Neptun viste sig at ligge meget tæt på den beregnede position.
Neptun var blevet observeret adskillige gange, før den blev identificeret som en planet. F.eks. så Galileo Galilei den i 1613), Jérôme Lalande i 1795 og John Herschel i 1830. Hver gang blev den beskrevet og indtegnet på deres stjernekort som en svag stjerne. Ingen havde bemærket, at den pågældende ’stjerne’ kun var angivet på de respektive kort, men ved efterfølgende at sammenligne kortene, kunne det konstateres, at det var det samme objekt, som præcist svarede til Neptuns position på det tidspunkt, kortene blev tegnet.
Saturn befinder sig ligesom Neptun i Fiskene. I dette tilfælde er det ikke nødvendigt med et detaljeret stjernekort, for Saturn er med sin lysstyrke på mag. 0,4 det klareste objekt i Fiskene. Lysstyrken stiger tilmed til mag. 0,3 inden månedens udgang. Saturn begynder måneden omkring 9° øst for Neptun, men da den har bevæget sig retrogradt siden 26. juli forud for oppositionen den 4. oktober, bliver vinkelafstanden mellem de to planeter mindre, og den er ender på 6½°, umiddelbart før Saturn igen begynder at bevæge sig progradt, hvilket sker den 10. december.
Saturn befinder sig faktisk kun i Fiskene i den første uge af september, for den 7. krydser den grænsen mellem Fiskene og Hvalen, og først efter et halvt års tid vender den tilbage til Fiskene. Astrologerne får således et alvorligt problem i det halve år, for Hvalen er ikke inkluderet i deres angiveligt skæbnebestemmende stjernebilleder – eller rettere sagt stjernetegn, som er astrologernes betegnelse for Ekliptikas stjernebilleder.
Saturns halve år i Hvalen.
Saturn skive spænder over knap 20”, og sammen med dens velkendte karakteristiske ring bliver udstrækningen 45”. Ringene hælder i øjeblikket 8° i forhold til synsretningen fra Jorden. I de kommende år bliver hældningen endnu større og når den maksimale værdi på 27° i 2032. Saturn er omgivet af et utal af måner. I alt kendes der p.t. 274. De fleste er meget små, og de er blevet opdaget indenfor de senere år ved hjælp af jordbaserede teleskoper, hvor især 8,2 meters Subaru-teleskopet på Hawaii er benyttet. Ligeledes er der også bidrag fra rumteleskoper og Cassini-sonden, som var i kredsløb om Saturn mellem 2004 og 2017. Kun en god håndfuld er tilgængelige for mindre teleskoper.
Saturn med ringe og de største af månerne.
Den største af månerne er Titan med en diameter på 5150 km. Det er samtidig Solsystemets næststørste måne og er kun overgået af jupitermånen Ganymede på 5268 km. Derudover er Titan den eneste måne, som har en atmosfære. Titan kredser omkring Saturn i en svagt elliptisk bane med afstand på mellem 1257060 km og 1186680 km. Titan bruger 16 jordiske døgn til en tur omkring Saturn, og med en lysstyrke på mag. 8½ blev den opdaget af den hollandske astronom Christiaan Huygens i 1655. Det var også Huygens, der var den første, som fandt ud af, at Saturns mærkelige ”vedhæng” i virkeligheden er en tynd flad ring, som intetsteds rører ved planeten.
Solsystemets største måner.
Udover Titan på 5150 km/mag. 8,5 kan man på denne side se den aktuelle position på Saturns klareste måner: Rhea på 1528 km/mag. 10, Iapetus på 1436 km/10-12*, Dione på 1118 km/mag. 10,5, Tethys på 1060 km/mag. 10,5, Enceladus på 499 km/mag. 12, Mimas på 397 km/13 samt Hyperion på 266 km/mag 14. *Iapetus er lidt speciel, idet den har en lys og en mørk halvdel. Når Iapetus er vest for Saturn er lysstyrken mag. 10, og når den er øst for Saturn, er lysstyrken mag. 12.
Fire af Solsystemets måner er større end Jordens måne. Jupitermånen Ganymede og Saturns måne Titan er allerede nævnt. To andre af Jupiters måner kommer ind på 3. og 4. pladsen, nemlig Callisto og Io. Jordens måne er nummer 5. Jupiter er godt repræsenteret, for dens måne Europa er den 6. største. Jupiters fire store måner er så lysstærke, at et par af dem under gode omstændigheder kan ses med en prismekikkert, men bedst gør de sig gennem et teleskop. Ligesom for Saturns vedkommende kan man med et simpelt planetarieprogram finde jupitermånernes position til ethvert tidspunkt.
I september er der dog begrænsede muligheder, for Jupiter er kun synlig i nogle få timer. Først på måneden står den op ganske få minutter før kl. 04, hvilket er 2½ time før solopgang. Sidst på måneden finder opgangen sted kl. 02:30. Jupiter befinder sig i Krebsen og bevæger sig ind i Løven den 24. september. Lysstyrken på mag. ÷1,8 stiger ganske lidt og ender på mag. ÷1,9 ved månedens udgang.
Når Jupiter står op, har Uranus været på himlen i adskillige timer. Den ligger et velkendt sted, nemlig mellem de to åbne stjernehobe Hyaderne og Plejaderne i Tyren. På grund af sin store afstand fra Solen bevæger Uranus sig langsomt blandt baggrundsstjernerne, og den tilbringer hele måneden mellem ω (Omega) på mag. 5,5 og 37 Tauri på mag. 4,4. Afstanden mellem disse to stjerner er 3½°. Uranus selv har en lysstyrke på mag. 5,7.
Uranus er markeret midt i cirklen, som har en diameter på 7°
I september bevæger Uranus sig langsommere end sædvanlig, for dens normale prograde bevægelse blandt baggrundsstjernerne ophører den 10., hvorefter den retrograde bevægelse påbegyndes. Uranus kan teoretisk ses med det blotte øje, men da den ligger lige på grænsen, skal der være usædvanlig gode observationsforhold, så det anbefales som minimum at benytte en prismekikkert.
Mars står midt i Tvillingerne og bevæger sig ind i Krebsen den 25. september. Lysstyrken stiger fra mag. 1,2 til mag. 1,1 i løbet af måneden, men den røde planets udstrækning forbliver på beskedne 5”, for afstanden mellem Jorden og Mars bliver kun en smule mindre i månedens løb. Afstand den 1. september er 277 millioner kilometer, og den 30. er den 250 millioner kilometer.
Mars’ prograde bane i september.
De indre planeters indbyrdes stilling l. og 30. september. Planeterne bevæger sig modsat uret, og selvom Jorden bevæger sig hurtigere end Mars, er forskellen så lille, at afstanden kun ændres lidt.
