Stjernehimlen i december 2026
Dagene er korte i december og nætterne derfor tilsvarende lange. I Odense står Solen den 1. december op kl. 08:22 og går ned igen kl. 15:53. Det giver en dagslængde på 7 timer og 31 minutter, og den 31. er de tilsvarende tider henholdsvis kl. 08:46 og kl. 15:57, hvilket vil sige 7 timer og 11 minutters dagslys, så selv når tusmørket trækkes fra, bliver det til mange mørke timer.
I 2026 falder årets korteste dag den 21. december. Denne dag står Solen op kl. 08:44 og går ned kl. 15:49. Det giver en dagslængde på 7 timer og 5 minutter, hvilket næsten er 10½ time kortere end ved midsommer. Når Solen står højest på himlen mod syd kl. 12:17, befindert den sig kun 11° over horisonten. Skyggerne er derfor ekstra lange selv ved middagstid. I modsætning hertil står Solen 58° over horisonten ved midsommer. Bemærk at tiderne og kulminationshøjden gælder for Odense. Andre steder i Danmark vil der forekomme en mindre afvigelse pga. en anden geografisk placering. Skagen ligger godt 3° længere mod nord end Gedser, så Solens højde ved middagstid vil afvige et lige så stort antal grader fra den ene ende af landet til den anden.
Himlen mod nord ved midnat midt i december.
Karlsvognen har efterhånden bevæget sig så højt op på himlen mod nordøst på denne tid af natten, at de svagere stjerner i Store Bjørns ben og hoved bliver synlige. På ovenstående kort er der trukket forbindelseslinjer for at fremhæve Store Bjørns kontur. På mange stjernekort ser man ofte kun forbindelseslinjer mellem de syv klare stjerner i Karlsvognen, fordi de øvrige stjerner i Store Bjørn som nævnt er svage og ligger spredt over et stort område. Mod nordvest er Lyren og Svanen næsten forsvundet under horisonten. De to stjernebilleders hovedstjerner, Vega og Deneb, er cirkumpolare fra danske breddegrader og går derfor aldrig ned. Tidligere på aftenen er hele Svanen fortsat synlig umiddelbart efter solnedgang. Omkring juletid står den som et stort kors på vesthimlen, og netop denne placering og de seks klareste stjerners indbyrdes position har givet anledning til det alternative navn Nordkorset.
Himlen mod syd ved midnat midt i december.
Vinterens velkendte stjernebilleder med Orion som den bedst kendte dominerer himlen i sydlig retning. Til højre for Orion og højere på himlen tiltrækker Tyren med sit røde øje Aldebaran opmærksomheden. Aldebaran ligger midt i den åbne stjernehob Hyaderne uden dog at tilhøre hoben. Fra Jorden ses den blot i samme retning, og i virkelighedens univers ligger Hyaderne dobbelt så langt væk som Aldebaran, hvis afstand er 65 lysår. Tyrens anden åbne stjernehob, Plejaderne, ligger endnu længere væk, nemlig omkring 450 lysår, og som dens danske navn Syvstjernen antyder, kan man under gode observationsforhold se syv stjerner i hoben.
Mod sydsydøst ses himlens klareste stjerne Sirius, som sammen med Betelgeuze i Orion og Procyon i Lille Hund danner Vintertrekanten. Højere på himlen mod sydøst står de to tvillinger Castor og Pollux, og direkte mod øst er Løven stået op, og de skarpsynede kan under en mørk himmel skelne Ekliptikas svageste stjernebillede Krebsen mellem Tvillingerne og Løven. I den modsatte retning er Pegasusfirkanten på vej ned under horisonten mod vest. Lodret over hovedet ses Capella i Kusken. Perseus, Andromeda, Trekanten og Vædderen står fortsat højt på himlen, medens Fiskene og Hvalfisken efterhånden forsvinder ud af syne.
Normalt anses Perseiderne for årets bedste meteorsværm. Det skyldes primært, at den forekommer i august, hvor vejrforholdene – og specielt nattetemperaturen – er velegnet til udendørs ophold. Decembers meteorsværm, Geminiderne, er dog også værd at holde øje med. Påklædningen skal så blot indrettes efter årstiden, og netop i år er forholdene gode, idet den tiltagende måne på maksimumsnatten mellem den 13. og 14. december går ned allerede kl. 20.
Geminidernes radiant.
ZHR, dvs. det teoretisk beregnede antal meteorer, sættes normalt til omkring 100. Det er væsentligt mere end Perseidernes ZHR på 60-80, og derudover bevæger meteorerne sig forholdsvis langsomt, idet støvpartiklerne rammer Jordens atmosfære med en hastighed på ’kun’ 35 kilometer i sekundet. Geminiderne kan stort set ses hele natten, idet radianten står op umiddelbart efter solnedgang, men forholdene bliver bedre senere på aftenen, når Månen er gået ned, og radianten er kommet højere på himlen.
De fleste velkendte meteorsværme som f.eks. Perseiderne og Orioniderne er gamle. De er blevet observeret i hundreder eller endda tusinder af år. De tidligste beskrivelser stammer fra kineserne, men det var først i sidste halvdel af 1800-tallet, at astronomerne fandt ud af, at de store årligt tilbagevendende meteorsværme skyldes støvpartikler fra kometer, hvis bane krydser eller passerer tæt forbi Jordens bane.
En enkelt meteorsværm forblev imidlertid en gåde. Geminiderne dukkede pludselig op midt i 1800-tallet. I begyndelsen var sværmen ikke særlig bemærkelsesværdig og kom højst op på 10-20 meteorer i timen. Siden da er antallet imidlertid steget, og er i dag en af de mere spektakulære meteorsværme, hvor ZHR som tidligere nævnt kan komme op på 120 meteorer i timen under optimale forhold.
Da Geminiderne blev opdaget i 1862, begyndte astronomerne i de følgende år at lede efter ophavskometen. Medens meteorernes antal steg støt, forblev kometen ukendt, men langt om længe skete der noget. I 1983 opdagede astronomerne ved hjælp af NASA’s Infrared Astronomical Satellite (IRAS) et objekt med samme baneelementer som geminide-strømmen. Sammenfaldet var så godt, at det måtte være kilden til meteorsværmen. Objektet fik navnet 3200 Phaethon, og det kredser omkring Solen i en ellipseformet bane i løbet af 1,43 år på samme måde som andre kortperiodiske kometer.
3200 Phaetons bane.
Til stor forbavselse havde objektet imidlertid ingen komethale. Og endnu mere forbavsende var, at der ikke var tegn på aktivitet, som kunne redegøre for de mange løsrevne partikler, som er nødvendige, for at Geminiderne fortsat kan bestå som meteorsværm. I stedet var der tale om en asteroide.
3200 Phaethon klassificeres i dag som en stenkomet. I modsætning til almindelige kometer består den som navnet antyder primært af sten, og sjældenheden skyldes, at den skal passere meget tæt på Solen for at blive aktiv. Almindelige kometer afgasser primært is, hvilket skaber den udbredte koma og lange hale, medens en stenkomet skal så tæt på Solen, at der er varmt nok til, at der udgasses fast stof direkte fra dens overflade. Dette kunne i givet fald danne en form for hale.
Med en skyfri klar himmel og en fri horisont mod sydøst kan Merkur skimtes en times tid før solopgang. Den. 1. december står den lille planet op kl. 06:40, hvilket er 1½ time før Solen, men den skal nogle grader op på himlen, før den bliver synlig så tæt på horisonten. Merkur står på dette tidspunkt 16° fra Solen og har en lysstyrke på mag. ÷0,6. Merkur nærmer sig hurtigt Solen forud for konjunktionen den 1. januar 2027, så den står lavere og lavere for hver morgen. Til gengæld stiger lysstyrken en lille smule, hvilket kompenserer for den mindre højde. Den 5., 6. og 7. står det meget smalle segl på den aftagende måne i samme område.
Merkur på morgenhimlen hver anden morgen tre kvarter før solopgang i december 2026. Sidste markering er den 15. dec.
Morgenhimlen den 6. og 7. december kl. 07:45. Bemærk at Månens størrelse er overdrevet, idet den er gengivet 4× større end i virkeligheden. Merkur står lavt på himlen til venstre for Månen, medens den klare ”stjerne” til højre er Venus. Spica i Jomfruen står til højre for Venus.
Som det fremgår af skitsen af morgenhimlen, kan Venus også ses. Den 1. december står Venus op omkring 4 timer før Solen, og da den med en lysstyrke på mag. ÷4,9 er langt klarere end Merkur, kan man ikke undgå at få øje på den. Venus står i nærheden af Jomfruens klareste stjerne Spica, og den bevæger sig ind i Vægten midt på måneden. Afstanden mellem Jorden og Venus bliver større, hvilket betyder, at lysstyrken i løbet af december falder til mag. ÷4,6. Trods den faldende lysstyrke bibeholder Venus sin status som det næstklareste objekt efter Solen og Månen.
Venus på morgenhimlen i december ½ time før solopgang. Venus’ position er angivet for hver anden morgen. Tidligere på morgenen står Venus lavere og længere i østlig retning.
På ovenstående skitse ses, at Venus praktisk talt ikke ændrer position i juledagene. Bortset fra at følge himlens daglige bevægelse, synes den klare ”stjerne” at være stationær. Det kunne foranledige til at tro, at det er Betehemsstjernen, som er vendt tilbage, men ifølge legenden optrådte Jule- eller Betlehemsstjernen om aftenen.
Gennem et teleskop sker der en tydelig ændring af Venus’ udseende. Den 1. har planeten en udstrækning på 39” og er 28% belyst. Den sidste morgen i 2026 er udstrækningen svundet til 26”, medens belysninger er 48%, dvs. meget tæt på ”halvvenus”. Det er en god ide at vente med at rette teleskopet mod Venus til tusmørket forud for solopgangen, for den lyse himmelbaggrund nedsætter kontrasten til den klare planets intense lys, så dens kontur er nemmere at se.
Venus’s udsende først, midt i og sidst på måneden.
Venus er den planet, som kommer tættest på Jorden. Når den er i nedre konjunktion, hvor Jorden og Venus befinder sig på samme side af Solen, kan afstanden komme helt ned på ~38 million kilometer. Alligevel ligger Merkur gennemsnitlig tættere på Jorden end Venus, ja faktisk er Merkur tættere på end samtlige af de øvrige planeter i Solsystemet. For Venus’ vedkommende gælder det nemlig, at den kun er tæt på Jorden i tiden omkring nedre konjunktion. Resten af tiden befinder den sig på den anden side af Solen, hvor største afstand forekommer ved øvre konjunktion i en afstand på mere end 255 millioner kilometer.
På trods af Merkurs status som Jordens nærmeste naboplanet, har den kun været besøgt af to rumsonder. Den ene var Mariner 10, som blev opsendt den 3. november 1973. Under sine ture omkring Solen passerede rumsonden forbi Merkur tre gange i henholdsvis marts 1974, september 1974 og marts 1975. Hver gang den passerede Merkur, var det over samme side af planeten, så Mariner 1 gav kun kendskab til planetens ene halvdel.
Den anden rumsonde var NASAs MESSENGER (MErcury Surface, Space ENvironment, GEochemistry, and Ranging), som blev opsendt den 3. august 2004, og som efter tre forbiflyvninger i 2008 og 2009 gik i kredsløb om Merkur den 17. marts 2011. Den forblev i kredsløb, indtil den efter fire år løb tør for brændstof i april 2015.
Rumfartøjet afslørede, at Merkur har en usædvanlig stor jernkerne og et magnetfelt, som ligger forskudt i forhold til polerne. MESSENGER viste også tilstedeværelsen af flygtige grundstoffer, som fordamper ved stuetemperatur, og der blev fundet beviser på vandis ved polerne. Disse opdagelser betød, at forskerne måtte udelukke mange af de tidligere modeller for planetens oprindelse, samtidig med at det gav nyt kendskab til, hvordan Solsystemet blev dannet og har udviklet sig.
Nu er en tredje rumsonde på vej. Denne gang er det BepiColombo, som er et samarbejde mellem ESA (European Space Agency) og JAXA (Japan Aerospace Exploration Agency. Faktisk er der tale om to rumsonde: MPO (Mercury Planetary Orbiter) og Mio (Mercury Magnetospheric Orbiter). Bepi Colombo blev opsendt den 20. oktober 2018, og efter én forbiflyvning af Jorden, to forbiflyvninger af Venus og 6 forbiflyvninger af Merkur blev de to rumsonder frakoblet transportmodulet i september 2026, og de går efter planen i kredsløb om Merkur den 21. november, medens de videnskabelige undersøgelser efter de indledende tests begynder i fuldt omfang i april 2027.
Hvorfor tager det så lang tid om at flyve til Merkur, når den ligger så tæt på Jorden? Det skyldes, at det kræver utrolig meget energi at rejse indad i Solsystemet. En rumsonde, der sendes af sted fra Jorden, får i starten tilført Jordens egen høje omløbshastighed på 30 kilometer i timen omkring Solen. Når rumsonden har retning indad i Solsystemet, tiltrækkes den af Solens store tyngdekraft, og accelererer til meget høje hastigheder. For at kunne gå i kredsløb om Merkur skal den derfor bremses op til planetens omløbshastighed, idet den ellers blot ville passere forbi. Hvis der udelukkende skulle bruges raketbrændstof til opbremsningen, ville rumsonden blive så tung af det medbragte brændstof, at ingen eksisterende løfteraket ville være i stand til at sende den op.
BepiColombo har derfor kun en lille mængde brændstof beregnet til kurskorrektioner og andre manøvrer. I stedet benyttes en teknik, som kaldes gravity assist. Gravity assist er en særlig manøvre, hvor et rumfartøj udnytter en planets tyngdekraft og bevægelse til at ændre sin hastighed og retning uden brug af brændstof. Det er i virkeligheden en byttehandel, fordi manøvren reelt bruger en del af planetens bevægelsesenergi for at ændre rumfartøjets fart i forhold til Solen, men da en rumsonde er meget lille i forhold til en planet, kan påvirkningen af planetens bane og hastighed ikke registreres.
Hvis man kun kigger på planeten, vil et rumfartøj forlade den med præcis samme fart, som det ankom med – blot i en ny retning. Men fordi planeten bevæger sig videre i sit eget kredsløb, ændrer rumfartøjets hastighed sig dramatisk i forhold til Solen. Det handler udelukkende om at finde ud af, om rumsonden skal flyve ind foran eller bagom planeten. For at komme ud til planeterne i det ydre solsystem, skal rumsonden accelereres ved at flyver bagom planeten i samme retning, som planeten bevæger sig. Planetens tyngdekraft trækker fartøjet med fremad, hvilket giver det den fornødne hastighedsforøgelse. Dette blev f.eks. benyttet af Voyager-sonderne for at kunne nå ud til de yderste planeter.
For de indre planeter gælder det, at rumsonden skal opbremses. Det foregår ved, at rumfartøjet flyver ind foran planeten imod dennes bevægelsesretning. Rumfartøjet trækker i planeten og afleverer derved noget af sin egen bevægelsesenergi til planeten, hvilket nedsætter dets hastighed. Som nævnt skulle BepiColombo bruge 9 forbiflyvninger af tre forskellige planeter. Hver passage nedsatte gradvist sondens hastighed, indtil den præcis blev den samme som Merkurs hastighed.
Gravity assist.
Mars nærmer sig oppositionen, som ganske vist først er den 19. februar 2027. Det bliver desværre en af de ugunstige oppositioner, hvor afstanden mellem Jorden og Mars på grund af Mars’ ellipseformede bane overstiger 100 millioner kilometer. Det betyder, at Mars’ i forvejen lille skive til den tid ikke får en større udstrækning end 14”, hvor den under de mest gunstige oppositioner kommer op på 25”. Den 1. december er Mars 8”, og dens lysstyrke er mag. 0,4. Ved decembers udgang er størrelsen vokset til 10” og lysstyrken steget til mag. ÷0,1.
Marsoppositioner 2018-2033. Efter yderligere tre oppositioner er Mars næsten lige så tæt på Jorden, som den var i 2018.
Mars befinder sig i Løven, hvor den står knap 3° fra Løvens klareste stjerne Regulus. Bevægelsen er prograd, dvs. mod højre. Sidst på måneden går Mars næsten i stå forud for påbegyndelsen af oppositionssløjfen den 10. januar.
Mars’ bane gennem Løven i december.
Der mangler noget på ovenstående kort over Løven. Som omtalt i Stjernehimlen i november, passerede Mars og Jupiter hinanden den 15. november. Den 1. december er afstanden mellem de to planeter 5½°, og afstanden mellem dem øges til 13½° i løbet af december. Det skyldes, at Mars bevæger sig progradt hele måneden, medens Jupiter praktisk talt er stationær, inden den begynder at bevæge sig retrogradt den 13. december.
Himlen mod syd den 1. december kl. 05.
Jupiter står op kort tid efter kl. 22 den 1. december og to timer tidligere ved månedens udgang. Den når sit stationære punkt godt 3° fra Regulus forud for påbegyndelsen af oppositionssløjfen den 13. december. Jupiter har en lysstyrke på mag. ÷2,3. Dermed overgås den kun af Solen, Månen, Venus og en sjælden gang af Mars, når sidstnævnte har en af sine gunstige periheloppositioner, som forekommer hvert 15.–17. år, hvor lysstyrken kan komme op på mag. ÷2,9. Næste gunstige marsopposition er 28. juni 2033 med en lysstyrke på mag. ÷2,7. Desværre vil Mars ikke være helt så bemærkelsesværdig i 2033, som man kunne ønsket sig, for fra danske breddegrader kulminerer den blot i en højde på 7° over horisonten, fordi den befinder sig i Skytten.
Med en udstrækning på 39”, som yderligere forøges til 43” i løbet af december, er Jupiter den planet, som gennem selv et lille teleskop kan fremvise de bedste overfladedetaljer – eller rettere sagt de bedste atmosfæriske detaljer, for som gasplanet har Jupiter ingen fast overflade. Især lægger man mærke til de to mørke ækvatoriale bælter, medens de øvrige bælter kræver et større teleskop og gode observationsforhold. Endnu nemmere er det at følge, hvordan Jupiters 4 store måner uophørligt kredser omkring planeten og i løbet af ganske kort tid ændrer position i forhold til hinanden. Månernes aktuelle position kan beregnes på forhånd ved hjælp af dette lille on-line program. Programmet viser også tidspunkterne for månernes passage foran Jupiter, tidspunkterne for hvornår deres skygger kan rammer Jupiter, og tidspunkterne for hvornår de enten passerer bag Jupiter eller forsvinder i dens skygge.
Af de fire store måner – som også kaldes de Galileiske måner, fordi det var Galilei, som opdagede dem i 1610 – er Io den mest bemærkelsesværdige. Den har mere end 400 aktive vulkaner og er dermed Solsystemets mest aktive vulkanske medlem. Vulkanerne udspyr dog ikke varm flydende lava, men store mængder svovldioxidgas og svovlskyer, som konstant ændrer månens overflade. Io er den inderste af de fire store måner og kredser omkring Jupiter på blot 42 timer 350000 kilometer over Jupiters skydække. Io bliver konstant påvirket af tyngdekraften fra Jupiter og månerne Europa og Ganymedes, hvorved den så at sige bliver æltet godt og grundigt igennem. Tyngdekraften får Io’s faste skorpe til at bevæge sig op og ned med op til 100 meter i løbet af de 42 timers kredsløb, og denne friktion skaber varme, der smelter materialet, som presser sig op gennem skorpen og bryder frem i spektakulære søjler, der kan nå hundreder af kilometer ud i rummet, før det falder tilbage på månens overflade.
Io er i bunden rotation, dvs. den vender altid den samme side mod Jupiter. Billederne fra rumsonden Galileo viser til venstre den side, som vender mod og til højre den side, som vender bort fra Jupiter.
Disse dramatiske forhold på Io kendte den danske astronom Ole Rømer ikke noget til, da han for 350 år siden i 1676 bestemte lysets hastighed ved hjælp af jupitermånerne, for gennem datidens teleskoper kunne månerne kun ses som små stjernelignende prikker.
Efter Galileis opdagelse af Jupiters måner begyndte astronomerne nøje at observere månerne for at finde deres omløbstid omkring Jupiter. Herved opdagede de, at månerne jævnligt forsvandt ud af syne, når de enten bevægede sig ind i Jupiters skygge eller forsvandt bag dens skive, indtil de dukkede frem igen på den anden side. Astronomerne førte nøje tabeller over de præcise tidspunkter for disse formørkelser og okultationer, og især formørkelserne af den hurtigste og inderste måne, Io, blev hyppigt observeret. Derved opdagede de, at der viste sig at være så store variationer i omløbstiden, at der ikke kunne laves en nøjagtig tabel over tidspunkterne.
I 1672 begyndte Ole Rømer lignende observationer, medens han var assistent for den italiensk/franske astronom Giovanni Cassini ved observatoriet i Paris. Ole Rømer konkluderede, at de uforklarlige variationer i tidspunkterne for formørkelserne ikke kunne skyldes, at Io ændrede hastighed, men at de varierende omløbstider måtte skyldes, at lyset udbreder sig med en vis hastighed. Formørkelsen skete tidligere end forventet, når Jorden var tættest på Jupiter, fordi lyset fra Io da skulle bevæge sig en mindre afstand, end når Jorden var længere væk.
Når Io bevægede sig ind i Jupiters skygge, noterede Ole Rømer tidspunktet. Under en senere observation var Jorden og Jupiter tættere på hinanden, og formørkelsen synes derfor at ske tidligere end forventet, fordi lyset ikke skal bruge så lang tid på at nå Jorden. Når Jorden har bevæget sig længere frem i sin bane, falder skyggen fra Jupiter i en sådan retning, at man ser månen træde ud af skyggen.
Ole Rømer, bestemmelse af lysets hastighed.
Forklaringen er, at lysets hastighed er endelig – og ikke uendelig, som man troede, og Rømers observationer viste, at det faktisk forholdt sig sådan. I et dokument, som blev offentliggjort i slutningen af 1676, tilskrev han variationerne i Io’s formørkelser som forårsaget af lysets hastighed. Rømer beregnede ikke selv den faktiske hastighed, men i 1678 benyttede Huygens Rømers observationer og fik en hastighed på 230000 kilometer i sekundet. Den præcise moderne værdi er 299792,458 kilometer i sekundet i vakuum.
Collagen herunder med ni billeder af Jupiter i perioden 2015-2024 er optaget af Hubble Space Telescope i forbindelse med OPAL-programmet (Outer Planet Atmospheres Legacy), som holder øje med Jupiters store røde plet, samt andre markante ændringer i Jupiters atmosfære. Billederne er gengivet i omtrentlige naturlige farver.
Saturn befinder sig i den øverste del af Hvalen, og den 1. december står den op et par timer før solnedgang, så når tusmørket er slut ved 17-tiden, står den med en lysstyrke på mag. 0,6 omkring 22° over horisonten mod sydøst. Saturn står næsten det samme sted hele måneden, for dens retrograde bevægelse afsluttes den 11. december, hvorefter den igen påbegynder den normale prograde bevægelse mod øst blandt baggrundsstjernerne. Der er umiddelbart ingen klare stjerner i Fiskene og Hvalen i nærheden af Saturn, så ringplaneten er det klareste objekt i området. Se et kort over positionen under Stjernehimlen i november.
For det blotte øje ser Saturn ud som en klar stjerne. Gennem et teleskop er der ingen tvivl om, at det er en planet. Selv om planetskivens diameter på 18” er mindre end halvdelen af Jupiters, kan Saturn fremvise Solsystemets mest spektakulære syn, idet dens ringsystem spænder over 41”. Ringsystemet bliver endnu mere imponerende de kommende år, idet dets nuværende hældningsgrad på 6° i forhold til synsretningen fra Jorden bliver større og større indtil den maksimale hældning på 27° i 2032.
Hubble Space Telescopes OPAL-program omfatter også Saturn, Uranus og Neptun. De 7 billeder herunder af Saturn optaget mellem 2018 og 2024 illustrerer ringenes varierende hældningsgrad. I denne periode var det ringenes nordside, som vendte mod Jorden. Jorden passerede ringplanet den 23. marts 2025, så nu ser vi sydsiden af ringene indtil 2038. I 2025 fandt ringplanskrydsningen sted på et tidspunkt, hvor Saturn var vanskelig at se, fordi den set fra Jorden var tæt på Solen. I modsætning hertil står Saturn mere gunstigt næste gang, og faktisk forekommer der en tredobbelt krydsning nemlig i oktober 2038, april 2039 og juli 2039.
Saturn, Hubble Space Telescope.
Saturns største måne, Titan, kan ses i næsten ethvert teleskop. Den bruger 16 døgn til en omkredsning, og dens aktuelle stilling kan ses med dette program, som også viser positionen af nogle af Saturns øvrige klare måner.
Titan er Saturns største måne og den eneste måne i Solsystem, som har en tæt atmosfære og et aktivt vejrsystem. Titan har skyer, regn, floder, søer og have, men i modsætning til Jorden drives vejret på Titan af metan frem for af vand. Søerne på Titan indeholder flydende kulbrinter. Metan fordamper ved lave temperaturer og danner skyer, hvorfra det kan falde som regn og flyde hen over overfladen, hvilket skaber et metanbaseret kredsløb, der i store træk minder en del om Jordens vandkredsløb. Atmosfæren består hovedsageligt af kvælstof, ligesom Jordens, men Titan er langt koldere. Overfladetemperaturen ligger i gennemsnit på omkring ÷179°C hvilket er så koldt, at vandis er lige så hård og fast som sten. Titan er desuden det eneste sted ud over Jorden, hvor man ved, at der findes stabile forekomster af væske på overfladen. Det største hav, Kraken Mare, er fyldt med flydende metan og ethan og er større end alle de store søer i Nordamerika (Great Lakes) tilsammen. James Webbteleskopet kan se gennem den tykke atmosfære og har ved flere lejligheder observeret skyer og hvordan de bevæger sig og udvikler sig i Titans atmosfære.
Titan, James Webb Spacetelescope.
Titan er også den eneste måne som udover Jordens måne indtil videre er den eneste af Solsystemets omkring 500 kendte måner, hvor rumsonder er blevet landsat. Resultaterne fra Voyager 1 & 2 i 1980 og 1981 viste, at betingelserne på Titan er perfekte for tilstedeværelsen af både flydende metan og etan, men på grund af Titans tætte skydække kunne man ikke se ned på dens overflade. Da NASA derfor planlagde næste mission til Saturn, den meget ambitiøse Cassinisonde, indbefattede den en lille ekstra sonde, som skulle frigøres og undersøge Titan på helt tæt hold.
Missionen blev til som et samarbejde mellem NASA og ESA, hvor NASA leverede Cassinisonden, og ESA stod for udviklingen af den lille sonde. NASA valgte at opkalde deres sonde efter den italiensk/franske astronom Giovanni Cassini, som mellem 1671 og 1684 opdagede fire af Saturns måner: Dione, Iapetus, Rhea og Tethys. Cassini opdagede også adskillige træk ved ringene, heri iberegnet den berømte Cassinis deling, som adskiller den ydre A-ring fra den lysere B-ring.
ESA besluttede at opkalde deres sonde efter den hollandske astronom Christiaan Huygens. Valget kunne ikke være mere passende, for det var Huygens, som opdagede Titan i 1655 og var derudover den første, som indså, at Saturns mærkelige aflange udseende i datidens mangelfulde teleskoper skyldes en tynd ring, som intetsteds rører planeten.
Cassini/Huygens missionen startede den 15. oktober 1997, og undervejs mod Saturn fulgte dens bane en kurs, der inkluderede fire gravityassist. To gange forbi Venus og én gang forbi henholdsvis Jorden og Jupiter. Cassini/Huygens ankom til Saturn den 1. juli 2004, og efter de første par omkredsninger af Saturn blev Huygenssonden frigjort den 24. december, så den kom ind i en bane, der førte den direkte mod Titan, hvor den ankom tre uger senere. Huygenssonden nøjedes ikke med at flyve forbi Titan. Den dalede ned gennem atmosfæren i en faldskærm og landede til sidst på månens overflade. Medens sonden var på vej ned, optog den i løbet af sine 147 minuttets nedstigning en række billeder med en opløsning på helt ned til 20 meter, og efter landingen nåede den at sende ét enkelt billede af området. Dette billede viser en flad slette med millimeter til centimeter store klipper bestående af frosne gasarter.
Billedserie fra Huygens’ nedstigning. Først kunne kameraet kun se tåge, men i en højde af omkring 60 km klarede det op, og strukturer på mindre end 100 meter kom til syne. Øverst fra venstre er fra en højde på 150 km, og derefter følger fra en højde af 20 km, 6 km, 2 km, 600 meter og 200 meter. Det store billede til højre er det billede, som blev optaget efter landingen.
Uranus var i opposition den 25. november, så her i december er den oppe det meste af natten. Den befinder sig midt mellem de to åbne stjernehobe Hyaderne og Plejaderne i Tyren, og med en lysstyrke på mag. 5,6 er den teoretisk synlig for det blotte øje. Det anbefales dog som minimum at bruge en prismekikkert, som ganske vist kun kan vise planeten som et stjernelignende punkt, for selv om Uranus er en stor planet med en diameter på 51118 kilometer dvs. fire gange så stor som Jorden, betyder dens afstand på 3 milliarder kilometer, at dens udstrækning blot er 4”. Uranus findes ved hjælp af nedenstående kort, som viser planetens position midt i december. Uranus står ved månedens begyndelse 1½° syd for 37 Tau på mag. 4,4 og bevæger sig i månedens løb ~1° længere mod vest. For at kunne skelne dens svagt blålige skive er det nødvendigt at bruge et godt teleskop med en åbning på minimum 4 tommer og en forstørrelse på 100×.
Uranus’ position midt i december.
Medens teleskopet alligevel er rettet mod Tyren, kan det meget passende rettes mod Månen den 21. december. Lige før midnat denne aften passerer den tiltagende måne så tæt forbi Plejaderne, at nogle af stjernehobens øverste stjerner bliver okkulteret. Det er nogle dage før fuldmåne, så de svageste stjerner kan ikke ses i dens stærke lys, men da okkultationen finder sted ved Månens ubelyste rand, hjælper det lidt på at kunne følge dem, indtil de pludselig forsvinder, som om der bliver trykket på en kontakt.
Månens passage gennem Plejaderne ved midnat mellem den 21. og 22. december.
Neptun befinder sig i Fiskene 6½° længere mod vest end Saturn, og medens Saturn afslutter sin retrograde bevægelse den 11. december, gør Neptun det samme den 13. Begge planeter står derfor næsten det samme sted hele måneden.
Skitsen viser Saturns banebevægelse til venstre og Neptuns til højre.
Neptun har en lysstyrke på mag. 7,7 og kan ikke ses med det blotte øje. En prismekikkert er dog tilstrækkelig til at finde Solsystemets yderste planet ved hjælp af fire stjerner, som danner et parallelogram et kikkertsynsfelt under den vestligste del af Fiskene. Den nærmeste stjerne i den pentagonformede figur er Lambda Piscium på mag. 4,5. Cirklen på kortet herunder har en diameter på 7°, svarende til synsfeltet i en prismekikkert med en forstørrelse på 7×-10×. Da Neptun blev opdaget i 1846, havde den tyske astronom Johann Galle det knap så nemt. Han havde fået tilsendt et kort, baseret på matematiske beregninger af Neptuns formodede position. Neptun befandt sig omkring 1° fra den beregnede position.
De fire stjerner 29, 27, 33 og 30 Psc har lysstyrker på henholdsvis mag. 5.1, 4.9, 4.6 og 4.4. Tag ikke fejl af en lille håndfuld på mag. 6 og 7 indenfor ½°-1½° fra Neptun.
Månens aktuelle fase: https://svs.gsfc.nasa.gov/5587/