Stjernehimlen i november 2026
November er den sidste måned i efteråret, og er en måned, som har ry for at være grå og trist. Statistisk set er det en af de måneder, som har færrest solskinstimer. En væsentlig årsag hertil er naturligvis, at dagene er korte, fordi Solen står sent op og går tidligt ned. Dagslængden den 1. november er 9 timer og 17 minutter. Siden midsommer er dagen aftaget 8 timer og 11 minutter. Den 30. november er dagen aftaget yderligere 1 time og 43 minutter, så den sidste novemberdag har en længde på 7 timer og 34 minutter.
Alt andet lige må det jo betyde længere nætter, men også nætterne har ry for at være overskyede, hvilket skyldes, hvad der i meteorologisk terminologi kaldes stratusoverskyet. Meteorologerne kalder det også en ”gråvejrsdyne” fordi himlen er dækket af et ensartet lavthængende skylag fra nogle få hundrede meter og op til et par kilometers højde. Hvis skyerne når helt ned til Jorden, bliver der tåget. I modsætning til forestillingen om megen regn i november, giver stratusskyer sjældent større nedbørsmængder, men i stedet dis, tåge og støvregn. Kort sagt: Rygtet har noget på sig, hvilket digteren Henrik Nordbrandt giver udtryk for i sit digt fra 1986:
Året har 16 måneder: November
december, januar, februar, marts, april
maj, juni, juli, august, september
oktober, november, november, november, november
På trods af dette er der dog klare nætter, og når det er tilfældet, er november en god måned til at lære stjernehimlen at kende. Om aftenen står sommerens stjernebilleder fortsat højt på himlen, i løbet af natten kommer vinterstjernebillederne op over horisonten, og inden daggry begynder forårets stjernebilleder så småt at melde deres ankomst.
Himlen mod nord ved midnat midt i november. Grænsen for Rævens svage stjerner er markeret.
Hvis man retter blikket mod nord ved midnat, vil man måske synes, at himlen ser lidt tom ud. En stor del udgøres af det store men forholdsvist svage Dragen. Det tydeligste stjernemønster er Karlsvognen, hvis syv stjerner står mod NNØ med vognstangen pegende ned mod horisonten. Karlsvognen er som bekendt en del af Store Bjørn, og vognstangen er i virkeligheden bjørnens hale. Store Bjørns mindre navnefælle, Lille Bjørn, står mod nord, og på denne tid af natten og året synes den at hænge i halespidsen med hovedet ned mod horisonten. Selve halespidsen flytter sig ikke i løbet af natten, idet den udgøres af Nordstjernen, som altid står mod nord på det samme sted af himlen. Mod øst er Løven på vej op over horisonten, medens Sommertrekantens nederste stjerne, Altair i Ørnen, til gengæld er forsvundet under horisonten mod vest. De små stjernebilleder, som findes i området, er ligeledes enten gået ned eller er på vej ned. Det største af dem, Ræven, er dog fortsat over horisonten, men dets stjerner er alle meget svage, og ingen af dem kan ses så lavt på himlen.
Himlen mod syd ved midnat midt i november. Bemærk Vintertrekanten og Vintersekskanten.
Som det fremgår af stjernekortet over himlen mod syd, befinder vinterstjernebilledet Tyren med den røde kæmpe Aldebaran og de to stjernehobe Plejaderne og Hyaderne sig højt på himlen i sydlig retning.
Andre bemærkelsesværdige stjernebilleder på denne del af himlen er Kusken. Især lægger man mærke til himlens sjetteklareste stjerne Capella og tre svagere, som danner en trekant lige under Capella. I mytologien repræsenterer Capella en ged, medens de tre stjerner er gedens kid.
Inden der i 1930 blev enighed om en nøjagtig afgrænsning af stjernebillederne, var en stjerne delt mellem Kusken og Tyren. Den vises på gamle stjernekort som både Kuskens højre fod og spidsen af Tyrens venstre horn. Da Johann Bayer i 1603 som den første benyttede latinske bogstaver til at identificere stjernerne indenfor hvert enkelt stjernebillede, fik den pågældende stjerne to benævnelser: β Tauri og γ Aurigae. Nutidens astronomer katalogiserer den udelukkende som tilhørende Tyren.
Til venstre for Kusken ses de to klare stjerner, Castor og Pollux i Tvillingerne, medens Perseus befinder sig i zenith til højre for Kusken. Andromeda og Pegasus (som i lighed med Tyren og Kusken er fælles om en stjerne) står højt på himlen mod vest, og umiddel-bart herunder ses de mindre stjernebilleder Trekanten og Vædderen samt Fiskene med sine fortrinsvist svage stjerner. I øjeblikket befinder planeten Saturn sig i Fiskene, og dens lysstyrke overgår alle Fiskenes forholdsvis svage stjerner. Se et stjernekort og læs mere herom under omtalen af planeterne. Helt nede ved sydvesthorisonten svømmer søuhyret fra sagnet om Andromeda. På dansk har det dog et mere fredeligt navn, nemlig Hvalen.
Orion er kommet helt fri af horisonten, og det samme er himlens klareste stjerne, Sirius. Sammen med den røde Betelgeuze i Orion og Procyon i Lille Hund danner Sirius en næsten ligesidet trekant, som går under navnet Vintertrekanten. Geometrilektionen kan udvides yderligere, idet Castor/Pollux, Capella, Aldebaran, Rigel, Sirius og Procyon tilsammen danner en meget stor sekskant, Vintersekskanten.
I overensstemmelse med indledningen, som fortalte, at forårets stjernebilleder så småt begynder at melde deres ankomst allerede i november, bliver Jomfruens klareste stjerne Spica synlig umiddelbart før solopgang. Udover at være Jomfruens klareste stjerne er Spica samtidig himlens 16. klareste. Den kan nemt findes ved at følge kurven på Karlsvognens vognstang (Store Bjørns hale) ned til Arcturus og videre derfra et lige så stort stykke som afstanden mellem vognstangen og Arcturus.
Morgenhimlen midt i november kl. 06.
Hvordan finder man rundt på himlen? På Jorden stedfæster man den præcise position af en lokalitet ved hjælp af længde- og breddegrader. Længdegraderne er de lodrette linjer, som går fra pol til pol og undervejs krydser Ækvator. Udgangspunktet er nullinjen, som går gennem Greenwich i England. Herfra går længdegraderne 180° mod øst eller 180° mod vest, og de mødes ved datolinjen i Stillehavet. Gradantallet angives med Ø eller V, og angiver således, hvor langt mod øst eller vest et sted ligger i forhold til Greenwich.
Breddegraderne er de vandrette linjer, som går rundt om Jorden og ligger parallelt med Ækvator. Ækvator er 0°, og polerne er 90°. På polerne er der ikke tale om en linje, idet det pr. definition er et punkt. På den nordlige halvkugle angives gradantallet som N, og på den sydlige som S. Breddegraderne angiver således, hvor langt mod nord eller syd et sted ligger i forhold til Ækvator. Som eksempel ligger Odense på 55° N og 10° Ø. De enkelte grader opdeles yderligere i 60 minutter (‘) og minutterne i 60 sekunder (”), så de nøjagtige koordinater på 0-kilometerstenen er 55° 23′ 45″ N og 10° 23′ 19″ Ø. Punktet for Odenses nøjagtige officielle koordinater ligger på Flakhaven foran Rådhuset og er markeret med en udhugget granitsten på 30 x 30 cm, som er nedfældet i Flakhavens brolægning.
0-kilometerstenen på Flakhaven.
Breddegraderne har overalt samme afstand, nemlig 111,12 km pr. grad. I modsætning hertil er afstanden mellem længdegraderne ikke konstant. Den er størst ved Ækvator og falder til 0 km ved polerne. Afstanden mellem længdegraderne ved Ækvator er en lille smule større end de 111,12 kilometer mellem breddegraderne. Årsagen hertil er, at Jorden er ikke en helt rund kugle, men buler lidt ud ved Ækvator. Omkredsen ved Ækvator er knap 43 kilometer større end omkredsen gennem polerne.
Jordens længde- og breddegader.
Astronomerne bruger i princippet det samme system, idet himlens koordinater er en projektion af Jordens koordinatsystem overført til himlen, således at himlens ækvator ligger lodret over Jordens ækvator, og himlens poler ligger lodrette over Jordens poler. Himlens koordinatsystem er dog lidt mere kompliceret. Når man ser på en globus, ser man på den ovenfra, og alt har alt en fast position. Når man ser på himlen, ser man derimod opad mod stjernerne, som hele tiden bevæger sig hen over himlen. Astronomerne bruger i stedet rektascension og deklination, hvor rektascension svarer til geografisk længdegrad, og deklination svarer til geografisk breddegrad.
Rektascension måles i timer (h), minutter (m) og sekunder (s) fra 0 til 24 timer, og 0-punktet er forårspunktet, som er det sted, hvor Solen krydser himlens Ækvator om foråret på den nordlige halvkugle. Deklinationen måles i grader (°), bueminutter (′) og bueskunder (″) fra ÷90° ved himlens sydpol til +90° ved himlens nordpol og med himlens Ækvator som 0°.
Rektascension og deklination. Se også Stjernehimlen og astronomiske begivenheder i 2019.
I modsætning til Jordens koordinater, ændres himlens koordinater ganske langsomt på grund af præcessionen, som er den langsomme bevægelse af Jordens rotationsakse, så den ikke peger i samme retning hele tiden. Det svarer til en snurretop, hvor spidsen ikke peger lige opad, men foretager en langsom cirkelbevægelse, mens snurretoppen drejer hurtigt rundt. For Jordens vedkommende varer en sådan præcessionsperiode ca. 26000 år, så det går langsomt. Det betyder, at Nordstjernen ikke altid har været nordstjerne, og at Solen bevæger sig langsomt baglæns gennem Dyrekredsens stjernebilleder med cirka én grad hvert 72. år. På egypternes tid befandt Solen sig i Løven ved midsommer. I dag befinder den sig mellem Tyren og Tvillingerne.
Præcessionen betyder, at stjernernes koordinater ændres gennem tiden, så for at et stjernekort eller en efemeride skal være brugbar, er astronomerne nødt til at fastsætte et præcist tidspunkt – den såkaldte epoke – hvor koordinater var 100 % nøjagtige. I øjeblikket anvendes epoke J2000 som reference, men i løbet af nogle år bliver den opdateret til J2050. F.eks. angives Oriontågen i J2000 at ligge på R.A. 05h, 35m, 17s og Dec ÷05° 23’ 28”. I J2050 ligger den på R.A. 05h, 37m, 44s og Dec ÷5° 21’ 40”. Men mon man ikke alligevel kan finde den uden problemer.
Ligesom Jorden har en 0-meridian, der som nævnt går gennem Greenwich, er der også en meridian på stjernehimlen. Den ligger dog ikke fast i koordinatsystemet, idet meridianen er den imaginære linje, som går gennem himlens nord- og sydpol samt zenit, som er punktet lodret over hovedet. Meridianen er vigtig, for den markerer det sted på himlen, hvor stjernerne kulminerer, dvs. står højest mod syd eller lavest mod nord. På den nordlige halvkugle kulminerer stjerner med rektascension mellem 04h og 09h ved midnat i vintermånederne. For stjerner mellem 10h og 15h er det i forårsmånederne, mellem 16h og 21h er det i sommermånederne, og mellem 22h og 03h i efterårsmånederne.
Meridianen ved midnat midt i november. Den buede linje er himlens Ækvator, og den lodrette er meridianen. Det røde kryds er zenit. Bemærk Mars og Jupiter tæt sammen på østhimlen. Mere om denne konjunktion følger under omtalen af planeterne.
Efter at have været ude af syne i det meste af efteråret vender Venus nu tilbage for fuldt blus på morgenhimlen. Venus var i konjunktion med Solen den 23. oktober, og allerede den 1. november kan man med en klar himmel se den nogle få grader over horisonten mod østsydøst tre kvarter før solopgang. Det samme gælder for Merkur. Som omtalt i oktober stod Merkur ugunstigt på aftenhimlen set fra danske breddegrader i oktober. Merkur er i konjunktion med Solen den 4. november og den fjerner sig så hurtigt fra Solen, at den ligesom Venus bliver synlig på morgenhimlen – dog først fra midt i november.
Venus hver anden morgen tre kvarter før solopgang. 1. markering er den 1. november og sidste den 1. december.
Merkur hver anden morgen tre kvarter før solopgang. 1. markering er den 9. november og den sidste med Merkur lige i horisonten er den 15. december.
I modsætning Merkurs ugunstige tilsynekomst på aftenhimlen i oktober, bliver forholdene langt bedre på morgenhimlen her i november. Som sædvanlig er lysstyrken lav til at begynde med, men allerede den 12. november er den klarere end mag. 1, og den 16. er den steget til mag. ÷0,1. Lysstyrken stiger yderligere til mag. ÷0,6 den 22. november, og dette niveau bibeholdes resten af måneden og et godt stykke ind i december. Lysstyrken fortsætter med at stige til mag. ÷1,0 omkring juletid, med på dette tidspunkt er Merkur kommet så tæt på Solen, at den forsvinder i morgendæmringen. Største vestlige elongation på 20° er den 20. november. Gennem et teleskop ses Merkur kun som en lille skive. Den 20. er Merkur 60% belyst, og den spænder over 7”.
Venus befinder sig i hele november indenfor 5° af Jomfruens klareste stjerne Spica. Den begynder måneden syd for Spica, svinger rundt om stjernen i en bue og ender måneden nord for. Tætteste møde er den 10. november, hvor afstanden er 1°. Et par morgener forinden står det smalle segl på den aftagende måne 2½° til højre for Venus.
Venus’ bane omkring Spica i november. Samtidig er også Merkurs bane angivet.
Spica, Venus og Månen den 7. november. Bredden på synsfeltet er 7°. Læg mærke til jordskinnet på Månen.
Den 1. november står Venus meget lavt tre kvarter før solopgang, men da dens lysstyrke på dette tidspunkt er mag ÷4.2, kan den følges, medens solopgangen nærmer sig, og faktisk er det nemmere at se dens fase gennem et teleskop, fordi kontrasten til himmel-baggrunden ikke er så stor. Den 1. er Venus kun 3 % belyst, og kan i selv et lille teleskop ses som et meget smalt segl, der minder om ét døgn gammel nymåne. Da Venus på dette tidspunkt befinder sig næsten direkte mellem Jorden og Solen, er afstanden mellem den og Jorden ikke mere end 42 millioner kilometer. Det betyder, at selvom man kun kan se en lille del af dens belyste overfladet, er den tilsyneladende udstrækning næsten på sit mak-simale. Det smalle segl spænder over 60”, hvilket er væsentligt større, end Solsystemets største planet Jupiter kan blive. Jupiters maksimale størrelse under de mest gunstige oppositioner er 50”.
Vinklen mellem Jorden, Solen ogVenus 1. november. De øvrige planeter er Mars og Merkur.
Venus tilsyneladende størrelse svinder hurtigt, efterhånden som afstanden mellem den og Jorden bliver større. Midt på måneden er den 14% belyst og størrelsen er 50”. Venus når største lystyrke på mag. ÷4,9 den 29. november og er på dette tidspunkt 27 belyst med en udstrækning på 40”.
Venus’ udseende i løbet af november.
Som tidligere nævnt, er Mars og Jupiter i konjunktion med hinanden midt på måneden. Nærmere bestemt betyder det, at de to planeter set fra Jorden synes at stå tæt sammen, selv om afstanden mellem dem i virkeligheden er meget stor. Det er kun synsretningen fra Jorden som er sammenfaldende. Konjunktionen på 1,2° er den 15. november, hvor afstanden fra Jorden til Mars er 197 millioner kilometer og til Jupiter 790 millioner kilometer.
Mars og Jupiters bane i november.
I begyndelsen af november har Jupiter en lysstyrke på mag. ÷2,0 og Mars’ er på mag. 0,8. Begge planeter bevæger sig progradt, dvs. mod øst blandt baggrundsstjernerne. Mars bevæger sig hurtigst, fordi den kredser meget tættere på Solen end Jupiter. Mars bevæger sig gennemsnitlig med en hastighed på 24,1 kilometer i sekundet, medens Jupiters gennemsnitlige hastighed er 13,1 kilometer i sekundet. Efter konjunktionen fortsætter Mars gennem Løven og passerer et par grader nord for Regulus sidst på måneden. På dette tidspunkt er Mars’ lystyrke steget til mag 0,4, og gennem et teleskop ses dens skive under en synsvinkel på 8”.
Mars’ størrelse på 8” overgås mangefold af Jupiters, som øges fra 36” til 39” i løbet af november. Når man gennem et teleskop ser nøje efter Jupiters store skive, lægger man mærke til, at Jupiter ikke er fuldstændig rund som en kugle. Diameteren langs ækvator er 142984 km, medens poldiameteren er 133708 kilometer. Det skyldes centrifugalkraften på grund af den hurtige rotation på 10 timer, og fordi Jupiter er en gasplanet. Jorden er også fladtrykt, men i meget mindre grad. Jordens ækvatordiameter er 12756 kilometer og poldiameteren 12714 kilometer, dvs. en forskel på blot 42 kilometer.
Man kan ikke se Jupiters overflade, idet den egentlig ikke har nogen overflade, for det er en gasplanet, som primært består af brint og helium – præcist ligesom Solen. Det man kan se er derfor det øverste af Jupiters globale skydække, og et af de mest markante træk er de to mørke ækvatorialbælter, som kan ses gennem næsten ethvert teleskop. Jupiter har mange andre bælter, som dog er sværere at se, medmindre man har et stort teleskop. Lejlighedsvis kan man også se den store røde plet, når den befinder sig på den side af Jupiter, som vender med mod Jorden – og det gør den jo halvdelen af de 10 timer, som en rotation varer.
Endnu tydeligere er Jupiters fire største måner, som kredser om planeten så hurtigt, at deres indbyrdes position skifter i løbet af blot nogle få minutter. Den inderste, Io, bruger kun 42 timer, medens den yderste, Callisto, bruger 17 døgn. Under deres omkredsning passerer de enten foran eller bag Jupiter. Når de er bag planeten, kan de naturligvis ikke ses, og når de befinder sig foran eller tæt på Jupiter, kan man ofte se deres skygge på Jupiters skydækkede overflade. Jupiter kaster selv en skygge bagud, så det hænder lige så jævnligt, at en af månerne bliver formørket, og derfor også forsvinder ud af syne imedens. I øjeblikket falder synsretningen fra Jorden næsten sammen med de fire måners baneplan omkring Jupiter. Det betyder, at månerne enten kan passere foran hinanden eller skyggen fra en af månerne rammer en anden måne, så dennes lysstyrke bliver svagere.
Io og Ganymede samt Ganymedes skygge på Jupiter 4. november kl. 03:24. Månerne kan ikke se så detaljeret som på det indsatte billede. Med et almindeligt teleskop ses de som stjernelignende prikker.
Ganymede, Europa og Io kredser omkring Jupiter med en omløbstid, som er i resonans. Ios omløbstid er 1,769 døgn, Europas 3,551 døgn og Ganymedes er 7,155 døgn. Europas omløbsperiode er dobbelt så lang som Ios, og Ganymedes er fire gange så lang som Ios, hvilket giver et resonansforhold på 1:2:4. Gravitationelle perturbationer forstyrrer konstant det faktiske forhold væk fra det nøjagtige 1:2:4, men overordnet passer det. F.eks. kan man se praktisk talt samme scenarie med Io og Ganymede 7 døgn senere, nemlig den 11. november ved 06-tiden om morgenen, dvs. umiddelbart før daggry. Se dette lille planetarieprogram, hvor månernes indbyrdes position kan beregnes på forhånd.
Saturn var i opposition i begyndelsen af oktober. 1. november står den op kl. 16, og er således kommet et godt stykke op på himlen mod sydøst efter mørkets frembrud, og den kulminerer kl. 22 i en højde på 36° over horisonten. Den sidste aften i november finder opgangen sted kl. 14, og ringplaneten kulminerer tilsvarende to timer tidligere end først på måneden. Saturn har en lysstyrke på mag. 0,5 og er dermed lagt det klareste objekt i Fiskene, hvis klareste stjerne, ε Psc, blot er på mag. 3,6. Faktisk befinder Saturn sig slet ikke i Fiskene, idet den 7. september krydsede grænsen mellem Fiskene og Hvalen og først efter et halvt års tid vender tilbage til Fiskene.
Saturn på grænsen mellem Fiskene og Hvalen. Bemærk Plejaderne i øverste venstre hjørne.
Gennem et teleskop ses ringene under en synsvinkel på 6°, og vi ser ringenes sydlige side. Selve planeten spænder over 19” og ringene over mere end det dobbelte.
Saturn set gennem et mindre astronomisk teleskop. Bemærk at det ser ud, som om ringene ses fra den nordlige side. Det skyldes, at et astronomisk teleskop vender billedet på hovedet.
Titan, Saturns største måne, har en lysstyrke på mag. 8,3 og kan ses gennem næsten ethvert teleskop. En lille håndfuld af de svagere måner kan også under gode forhold ses gennem et mindre teleskop. Deres position til et forudbestemt tidspunkt fremgår af dette link til Shallowsky.
Neptun befinder sig i samme område som Saturn, og de to planeter ligger hele måneden omkring 7° fra hinanden. Neptun kan ikke ses med det blotte øje, for den fjerne planets lysstyrke er kun mag. 7,7. Den kan dog findes med en god prismekikkert under en mørk himmel, og ligger meget bekvemt i samme synsfelt som fire stjerner mellem mag. 4 og mag. 5, som danner et parallelogram vest for Saturn.
De fire stjerner 29, 27, 33 og 30 Psc har lysstyrker på henholdsvis mag. 5.1, 4.9, 4.6 og 4.4.
Cirklens synsfelt er 7°, svarende til synsfeltet i en prismekikkert. Neptun bevæger sig ganske lidt retrogradt i løbet af måneden, og pas på ikke at forveksle den med den stationære stjerne HD6 på mag. 6.4, som ligger inden for ½° over Neptun. Neptuns position er til midt i november.
Der kredser et utal af små himmellegemer om Solen i området mellem Mars og Jupiter. Det anslås, at der befinder sig mellem 1,1 og 1,9 millioner asteroider med en diameter på mindst 1 kilometer i dette såkaldte hovedbælte, og sandsynligvis er der millioner eller endda milliarder mindre end 1 kilometer. Man kunne umiddelbart komme på den tanke, at alle disse asteroider tilsammen vil udgøre en hel planet, hvis de blev samlet. Overraskende nok er den samlede masse blot 4% af Månens masse, og halvdelen af massen er koncentreret i de fire største asteroider: Ceres, Vesta, Pallas og Hygiea. Til sammenligning udgør Månens masse kun 1,2% af Jordens masse.
Asteroidebæltet
Forestillingen om, at asteroiderne kunne stamme fra en planet, der var gået i opløsning, opstod efter at Giuseppe Piazzis opdagede den første asteroide 1 Ceres i 1801 og Heinrich Olbers året efter opdagede 2 Pallas. Olbers blev overbevist om, at disse to himmellegemer var stumper af en større planet, der engang havde eksisteret, og de efterfølgende opdagelser af 3 Juno i 1804 og 4 Vesta i 1807 styrkede antagelsen.
Teorien gik ud på, at en planet mellem Mars og Jupiter var blevet ødelagt på ukendt vis – måske som følge af tidevandskræfter fra Jupiter eller en kollision med et andet større himmellegeme. Den hypotetiske planet fik navnet Phaeton efter den græske solgud Helios’ søn, som uden tilladelse forsøgte at køre i sin fars solvogn. Phaeton havarerede og omkom, da han styrtede ned på Jorden.
Kan hovedbæltet være opstået af resterne fra en ødelagt planet, og kan det afgøres, om det forholder sig sådan eller ej? Et svar falder i bogstavelig forstand ned på Jorden ligesom Phaeton. Det er blevet fastslået, at de jernmeteoritter, som stammer fra asteroidebæltet, ikke alle har deres oprindelse i det samme himmellegeme, for sammensætningen og mønstrene er meget forskellige fra hinanden. Hvis de stammer fra en enkelt planet vil der være større lighed. Analysen af meteoritterne og den ret begrænsede masse i asteroide-bæltet peger på, at der aldrig har eksisteret en planet mellem Mars’ og Jupiters baner, og at asteroiderne er rester fra Solsystemets tidlige dannelse.
Det kan dog ikke med sikkerhed afgøres, om har eksisteret en større planet mellem Mars og Jupiter. Det er imidlertid yderst usandsynligt, for Jupiters store tyngdepåvirkning holder asteroiderne i bevægelse og forhindrer dem i at samle sig til en ny planet.
Den nævnte asteroide, 4 Vesta, befinder sig i denne tid i samme område som Saturn og Neptun. Med en diameter på omkring 525 kilometer er 4 Vesta den 2. største asteroide. Ja, faktisk er det den største, for med en diameter på 940 kilometer er 1 Ceres klassificeret som dværgplanet. Trods sin mindre størrelse er 4 Vesta klarere end 1 Ceres, og den kan under de mest gunstige forhold ses med det blotte øje. Det er dog ikke tilfældet her i november, hvor lysstyrken er mag. 7,0. 4 Vesta bevæger sig i månedens løb i en bue omkring stjernen 25 Ceti, som har en lysstyrke på mag 5,4. Det største problem er, at området ligger forholdsvist lavt på himlen. De bedste observationsforhold er derfor, når området står så højt som muligt mod syd.
4 Vestas bane i november. Hver firkant har en udstrækning på 1° × 1°.
Uranus kommer i opposition den 25. november midt mellem de to åbne stjernehobe Hyaderne og Plejaderne i Tyren. Det er et område, som står højt på himlen, hvilket gør observationsforholdene bedre end de har været de mange foregående år. Uranus har en lysstyrke på mag. 5,6 og der dermed teoretisk synlig for det blotte øje. Et er teori, et andet er praksis, så det anbefales at bruge en prismekikkert, som ganske vist kun kan vise planeten som et stjernelignende punkt, idet Uranus’ udstrækning er 4”. For at kunne skelne dens svagt blålige skive er det nødvendigt at bruge et godt teleskop med en åbning på minimum 4 tommer og en forstørrelse på 100×.
De to nærmeste stjerner er 37 og 39 Tau, som også går under betegnelsen A1 og A2 Tauri. Tilsammen minder de to stjerner om en svagere udgave af Mizar og Alcor i Karlsvognen. 37 Tau har en lysstyrke på mag. 4,4 og 39 Tau har mag. 6, og de er adskilt af 10’, hvor Micar og Alcor er adskilt af 12’. Uranus bevæger sig retrogradt, og på oppositionsnatten er der 1¼° mellem den og 37 og 39 Tauri. Se stjernehimlen i oktober for mere information om Uranus.
Uranus på oppositionsnatten. Desværre passerer Månen gennem Tyren mellem den 24. og 26. november, og der er fuldmåne den 24. november.
Stjerneskudssværmen Leoniderne er med i tabellen over årets store meteorsværme. Meteorsværmen er aktiv mellem den 6. og 30. november, men udenfor maksimumsnatten er der meget lidt aktivitet. Under selv maksimum, som forventes at finde sted natten mellem den 17. og 18. november, er den heller ikke særlig aktiv. ZHR angives til 15, men man må ikke forvente mere end højest en lille håndfuld meteorer i timen. Løven står op kort tid før midnat, men de bedste observationsbetingelser opstår først, når området er kommet højere op på himlen, så det bedste tidspunkt er fra omkring kl. 03 til daggry. En fordel i 2026 er, at Månen befinder sig Vandmanden langt fra Løven, og den går ned inden midnat, dvs. inden Løven står op, så ingen af meteorerne forsvinder i dens lys.
Da Jorden rammer meteorstrømmens partikler næsten direkte forfra, bevæger Leoniderne sig hurtigere end nogen anden sværm – 71 km/sekund, og mange af meteorerne efterlader spor, som kan vare ved mange sekunder. Husk at holde øje med Mars og Jupiter, som står tæt sammen i nærheden af Regulus.
Leoniderne har tidligere været meget aktiv, især hvert 33. år, som er den tid, ophavskome-ten 55P/Temple-Tuttle bruger til en omkredsning af Solen. Leoniderne havde store udbrud i 1799, 1833, 1866 og 1966. Det var den store meteorstorm i 1833 med mange tusinde meteorer i timen, som fik astronomerne til at interessere sig for meteorsværme og deres ophavskometer. Seneste nogenlunde store aktivitet var i årene mellem 1998 og 2002, hvor der i sidstnævnte år blev observeret op i nærheden af 500 meteorer i timen. Siden da er aktiviteten faldet, og computermodeller viser, at Jupiters tyngdepåvirkning får den tætteste del af Leonidestrømmen til at passere forbi Jordens bane indtil i hvert fald indtil 2098. Se mere om Leonidernes historie under Stjernehimlen i november 2018.
Leonidernes radiant.
Det blev omtalt i Stjernehimlen i oktober, at Månen fik et nyt krater den 5. august. Det var forventet på forhånd, for det blev som normalt ikke dannet af en asteroide, men af det øverste trin på en SpaceX Falcon 9-raket. Til gengæld blev der i forbindelse med et rutinetjek af data fra NASA’s Lunar Reconnaissance Orbiter (LRO) for nylig fundet et nyt, ægte krater. Det omkring 220 meter brede og 43 meter dybe krater opstod formodentlig mellem april og maj 2024, men er først blevet opdaget nu.
Området omkring McGethin-krateret som det ser ud nu, og som det så ud før nedsalget. Krateret er den lille hvide prik, som har denne farve på grund af det månestøv, der er blevet spredt over et 6 kilometer stort område ved nedslaget. (Foto: NASA Goddard/Intuitive Machines/Robert Wagner
Krateret set direkte oppefra. Dataene og billederne stammer fra NASA’s Lunar Reconnaissance Orbiter (LRO), som har kredset om Månen siden 2009 og dokumenteret over 1.000 nedslag siden da – dette er dog det hidtil største. (Foto: NASA Goddard/Intuitive Machines/Robert Wagner)
Astronomerne hos NASA vurderer, at krateret stammer fra en komet eller asteroide på størrelse med et lille højhus. Nedslaget af denne størrelse forekommer kun en gang hver 100 år eller endnu sjældnere. Krateret er navngivet McCetchin efter afdøde måneforsker Thomas R. McCetchin (1936-1979).
Månen har mange kratere i forvejen, så det er ikke den helt store sensation, at den har fået endnu et. Der findes et sted mellem ½ og en hel million kratere, der er større end 1 kilometer, og der findes milliarder, som er mindre. De fleste af de synlige og store kratere blev dannet under en voldsom bombardementsperiode for omkring 3,9 milliarder år siden, og eftersom Månen ikke har en atmosfære og stort set ingen geologisk aktivitet såsom pladetektonik eller erosion, bliver kraterne bevaret gennem årmilliarder. Det nye krater er dog nyttig viden, for nedslag som dette påvirker Månens overflade så markant, at det kan have betydning ved fremtidig kolonisering af Månen, hvor alle detaljer tæller, når der skal bygges beboelsesmoduler, og månebiler skal køre rundt deroppe.
Månens aktuelle fase: https://svs.gsfc.nasa.gov/5587/